Projektdirektør forlader problemramt hospitalsbyggeri i Aalborg
Byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital (NAU) er ramt på tid og økonomi. Nu skal Region Nordjylland også finde en ny direktør til at stå i spidsen for færdiggørelsen af supersygehuset og øvrige anlægsprojekter i regionen.
Den nuværende projektdirektør Niels Uhrenfeldt har valgt at gå på pension og fratræder derfor sin stilling i løbet af 2022, oplyser regionen i en pressemeddelelse fredag formiddag.
Niels Uhrenfeldt har været med siden starten af kvalitetsfondsbyggeriet Nyt Aalborg Universitetshospital og haft ansvaret for planerne for udviklingen af hospitalet. Det opføres som et barmarksprojekt, hvor alle dele af hospitalet er planlagt og bygget fra grunden.
– Jeg vil gerne fremhæve Niels Uhrenfeldt for at have stået i spidsen for og løftet den største byggeopgave i Nordjylland til dato, ligesom han tidligere har stået bag andre markante byggerier i regionen. For eksempel Medicinerhuset i Aalborg, siger regionsdirektør Christian Boel, Region Nordjylland, i pressemeddelelsen.
”Bump på vejen”
– Det er ingen hemmelighed, at der har været bump på vejen. Vi kommer ikke i mål til tiden i forhold til den oprindelige plan, der blev lagt, da de nye hospitaler blev politisk vedtaget. Men vi er godt på vej i Aalborg Øst og nærmer os en ny fase i projektet, hvor der skal sættes endnu mere skub i den tekniske indkøring og montering af nyt udstyr, før hospitalet kan tages i brug, siger regionsdirektør Christian Boel.
Første spadestik til det cirka 170.000 kvm supersygehus i Aalborgs østlige udkant blev taget i oktober 2013, og nordjyderne skulle for længst have modtaget behandling. Forsinkelse på forsinkelse og øgede udgifter har dog plaget projektet.
Oprindeligt skulle hospitalet være færdigt ved udgangen af 2020, men med den seneste i en række forsinkelser forventes hospitalet i Aalborg Øst at være klar til at tage imod de første patienter i andet halvår 2023.
Økonomien er ligeledes skredet med flere hundrede millioner, og projektet ventes ifølge de seneste opførelser at løbe op i 5,2 mia. kr.
Seneste problemer er opstået i forbindelse med el-installationerne, hvor organisationen bag NAU missede deadline for en dispensation for ændringer i reglerne for el-installationer med seks dage.
Niels Uhrenfeldt betegnede det som ”en menneskelig fejl”, at ansøgningen ikke blev indsendt til tiden, og pegede på forhold som at folk til at arbejde hjemmefra i forbindelse med corona, da der var ansøgningsfrist.
Næste fase er sat i gang
Efter senest reviderede tidsplan, som blev vedtaget af Regionsrådet i august, skal håndværkerne være færdig til sommer. Herefter overgår hospitalsbyggeriet til den fase, hvor bygningerne skal indrettes med udstyr, der skal monteres og testes.
Niels Uhrenfeldt fratræder formelt sin stilling til sommer, men da han også skal afvikle tilgodehavende ferie, vil en ny leder af Projektafdelingen tage over 1. april 2022. Der bliver desuden en indkøringsfase med den nye leder, hvor der overdrages viden og opgaver.
Region Nordjylland indleder en rekrutteringsproces med henblik på at ansætte en ny direktør snarest muligt.