Tømrerfirma indretter tandlægeklinik i stadiontårn
Tre tandlæger er flyttet til øverste etage i tårnet på Vejle Stadion. Byggefirmaet Ove Jensen har været med til at indrette den topmoderne tandlægeklinik.
2
Billeder
Klinikken er blevet til i tæt samarbejde mellem (fra venstre) konsulent Peer Schneevoigt Hansen, ingeniør Henrik Jensen og tandlægerne Christine Ekwall, Jesper Guldager og Ingeborg Kjeldbjerg.
For tandlægerne var rigelig plads samt gode parkerings- og adgangsforhold afgørende, og samtidig anså man det for attraktivt at bo et sted med herlighedsværdi.
– Vi er gået fra 310 til 530 m² klinikareal og har fået en nemt tilgængelig beliggenhed med masser af gratis parkeringspladser ved døren. Fra venteværelse, reception og klinikrum kan kunderne nyde panoramaudsigten over grønsvær, by og skov, og klinikken er topmoderne og æstetisk indrettet med masser af lækkert design, siger Jesper Guldager.
Gnidningsløst projektforløb
Totalindretningen er gennemført i et tæt samarbejde mellem Byggefirmaet Ove Jensen i Vejle og klinikspecialisten Nordenta, der har leveret det meste inventar og udstyr, fra møbler til røntgenapparatur og kliniksystemet Al Dente.
- Byggefirmaet har en god kvalitetssans samt stor erfaring med at gennemføre klinikbyggeri i samspil med andre, og Nordenta har jeg tidligere samarbejdet med. De har stærke kompetencer inden for koordinering og totalrådgivning, herunder om indretning, ergonomi og materiel, siger Jesper Guldager, der er tilfreds med både processen og det færdige resultat.
- Projektet er i det store hele forløbet gnidningsfrit og inden for de fastsatte budget- og tidsrammer. Planlægningen har været grundig, og byggefirmaet har sikret overholdelse af alle aftaler, også fra underentreprenørernes side.
Særlige tekniske løsninger
Det har krævet særlige tekniske løsninger at etablere en tandlægeklinik på femte sal.
- Det startede med en helt tom etage uden skillevægge, som er opbygget fra bunden og indrettet efter klinikkens behov. Vi har udført tømrerarbejdet samt koordineret og styret murer-, maler-, installations- og gulvarbejde, fortæller ingeniør Henrik Jensen fra Byggefirmaet Ove Jensen, der påbegyndte byggearbejdet i december.
Det mest udfordrende var de mange specielle tekniske installationer, herunder til trykluft, sug og separat vandsystem, som er væsentlig mere komplekse at integrere på femte sal end i stueplan. Desuden er der etableret specielle foranstaltninger til lyddæmpning og brandsikring.
- Ikke to er ens. I dette tilfælde er her tale om en løsning i den absolutte superliga, hvor alle tænkelige hensyn er taget med henblik på at sikre optimale kundeforhold og et godt arbejdsmiljø, samtidig med at klinikken fremstår æstetisk flot, siger konsulent Peer Schneevoigt Hansen fra Nordenta, der har været totalrådgiver på indretningsdelen.