23948sdkhjf

Royal indvielse af sundhedscenter

Den 16. maj indvier Kronprinsen Randers Sundhedscenter. Dermed afsluttes et spændende byggeprojekt, der skaber rum for et fremsynet samarbejde mellem offentlige og private.
Randers Kommune får fint besøg, når kronprins Frederik den 16. maj kommer til byen for at klippe den røde snor og dermed stå for den officielle åbning af Randers Sundhedscenter på Thors Bakke.

For bygherrerådgiveren Bascon i Aarhus indikerer kronprinsens besøg samtidig, at virksomhedens arbejde med projektet igennem mere end fire år nu er inde i slutfasen.

- Med kronprinsens besøg får vi i bogstavelig forstand sat kronen på værket. Og vi er da både glade og stolte over at have været en aktiv del af et spændende og nyskabende projekt, hvor Randers Kommune er med til at sætte helt nye standarder for samarbejdet mellem offentlige og private aktører på sundhedsområdet, fortæller projektchef Jørn Porsgaard fra Bascon.

Kompleks proces med mange fagligheder
Sundhedscenteret udgør godt 6.800 kvadratmeter af det i alt 18.600 kvadratmeter store kommunale byggeri på grunden, hvor Thor-bryggeriet tidligere havde hjemme. Foruden sundheds-centeret omfatter byggeriet 50 moderne ældreboliger og et underjordisk parkeringsanlæg i to etager.

Som bygherrerådgiver på projektet har Bascon gennem de sidste godt fire år fungeret som Randers Kommunes højre hånd og har i fællesskab med kommunen haft fokus på nyskabende, helhedsorienterede og langtidsholdbare løsninger. Virksomheden har for eksempel varetaget organisering, planlægning og styring af projektet igennem de forskellige faser fra den tidlige planlægning til overdragelse af de sidste lejemål.

- Projektets unikke karakter, hvor man samler kommunale, regionale og private sundhedsaktører under ét tag, har blandt andet betydet, at vi skulle planlægge byggeriet uden at kende lejerne. Det har medført en kompleks proces med løbende tilpasning af tidsplan og indretning af etagerne, hvor vi hele vejen igennem har trukket på flere af vores forskellige faglige kompetencer i huset, forklarer Jørn Porsgaard.

Derudover har Bascon blandt andet stået for projektets brugerinddragelse, byggeprogram og udbudsmateriale samt kommunens kontraktstyring frem til overtagelsen frem til overtagelsen af det færdige byggeri fra totalentreprenøren. Desuden har bygherrerådgiveren bistået på en række økonomiske opgaver, herunder finansieringsforhold og budgetter for drift og vedligehold.

Sundhedstilbud er allerede i brug
På trods af at den officielle indvielse først finder sted den 16. maj, blev sundhedscenteret allerede taget i brug i december 2011, hvor faciliteterne blev åbnet for Randers Kommunes borgere. Det sidste private lejemål er i øjeblikket under etablering, og det forventes, at lejere er på plads inden sommerferien.

Tilbuddene i det nye sundhedscenter omfatter blandt andet sundhedspleje, tandpleje, mammografi, jordemodercenter, almen lægepraksis, øjenlæge og psykolog.

Randers Kommune er bygherre på projektet, som er tegnet af Arkitektfirmaet Kjær & Richter, mens Hoffmann er totalentreprenør. Ingeniører er DAI Gruppen, og Nybolig Erhverv har stået for udlejning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081