23948sdkhjf

40 år uden et eneste underskud

Jørgen Friis Poulsen A/S (JFP) fejrer i denne uge sit 40 års jubilæum, og Herning-entreprenøren kan glæde sig over, at det i disse år går bedre end nogensinde.
- Min far lagde ud med 10 stilladsbukke, en blandemaskine, en gammel VW Transporter, ungdommens energi og en urokkelig tro på fremtiden. Der er sket meget i de 40 år, men en rød tråd i alle årene har været troværdighed og ansvarlighed. Det er JFPs fundament, og det skal alle vores beslutninger og handlinger være præget af – hver dag.

Det er Jesper Friis Poulsen, adm. direktør i JFP, der ser tilbage på 40 begivenhedsrige år, hvor familiens virksomhed har udviklet sig fra at være et mindre håndværksfirma til i dag at håndtere hoved- og totalentrepriser.

- Jeg har en drøm om, at JFP engang bliver en af de foretrukne entreprenørvirksomheder i Midtjylland. Drømme kan være meget svære at realisere, men i JFP vil vi forfølge den drøm i de kommende år, fastslår direktøren.

Står godt rustet
Om drømmen bliver til virkelighed, må fremtiden vise, men JFP synes godt på vej i disse år, hvor det nærmest går bedre end nogensinde. 2011 bød på regnskabsrekord med et overskud på 13,8 mio. kr. før skat, og de positive takter er fortsat ind i 2012.

- For øjeblikket har vi gang i bygge- og renoveringsopgaver med entreprisesummer for tilsammen ca. 425 mio. kr. Og vi er desuden udvalgt til at give tilbud på en hel række bygge- og renoveringsopgaver med entreprisesummer på ca. 500 mio. kr. Opførelsen af Fuglsang Sø Centret for Herning Kommune og til- og ombygning af Struer Boligselskabs afdeling 1 i Struer er blandt disse opgaver, fortæller Jesper Friis Poulsen.

Økonomisk råstyrke er blevet en vigtig parameter i de seneste år. JFP har aldrig haft røde tal på bundlinjen, og virksomheden har en solid egenkapital på ca. 30 mio. kr. Og frem for alt er hele egenkapitalen placeret i banken som bankindestående, påpeger Jesper Friis Pulsen.

- Vi står rigtigt godt rustet til yderligere investering i fremtiden. Økonomisk råstyrke giver tryghed for vore medarbejdere, vore leverandører og samarbejdspartnere og vore bygherre. Og det er vigtigt, så længe den økonomiske situation i Danmark og hele verden er som den er for tiden, fortæller JFP-direktøren, der står i spidsen for en stab af cirka 50 håndværkere. Resten købes af kollegaer i hele Midtjylland.

JFP fejrer sit 40 års jubilæum ved en reception i Sponsorloungen i MCH Arena Herning fredag den 11. maj 2012 kl. 13.00-16.00.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078