23948sdkhjf

Beton-fabrik vender minus til plus

Østjyske A/S Boligbeton øgede omsætningen med hele 86 procent i 2011. Dermed er der igen sorte tal på bundlinjen efter to år med underskud.
Udviklingen er vendt hos A/S Boligbeton i Løsning. Efter et samlet tab på næsten 30 mio. kr. i 2009 og 2010 blev det i 2011 til et overskud på knapt 1,7 mio. kr.

Årsag til fremgangen er voldsom vækst i omsætningen, der er steget fra 146 til 268 mio. kr. Driften er på den baggrund forbedret med over 30 mio. kr. og gav i 2011 et overskud på næsten 7 mio. kr.

Ledelsen betegner årets resultat som tilfredsstillende men påpeger samtidig, at fremgangen ikke har ændret på det faktum, at branchens produktionskapacitet fortsat er væsentlig større end efterspørgslen. Derfor ligger priserne fortsat på et lavt niveau, og det kan aflæses i fabrikkens overskudsgrad, der udgør 2,7 procent. Til sammenligningen kunne A/S Boligbeton fremvise overskudsgrader på omkring 8 procent i både 2007 og 2008.

Masser af nyansættelser
Det høje aktivitetsniveau har medført en markant stigning i bemandingen, der i løbet af et års tid er øget fra cirka 110 til 200 medarbejdere. Det er på niveau med årene før krisen og et udtryk for, at A/S Boligbeton har formået at få foden inden for på Aarhus Havn, hvor der i disse år bygges markant.

Produktchef Linette Helbo Jensen fortæller til Building Supply, at virksomheden blandt andet leverer elementer til store projekter som Urban Mediaspace og Bestsellers nye domicil. Begge projekter er startet op her i foråret og er medvirkende til, at A/S Boligbeton forventer et fortsat højt aktivitetsniveau i den kommende periode.

Fremtiden er fortsat usikker
Ved indgangen til det nye regnskabsår er A/S Boligbeton nået til vejs ende i en omlægning af selskabets salgs- og produktionsstrategi, og ledelsen forventer på den baggrund at fastholde sin markedsandel.

Dette, sammenholdt med en ” meget fornuftig ” ordrebeholdning, skal sikre en omsætning på niveau med 2011 og en yderligere forbedring af indtjeningen. På den korte bane ser det således fornuftigt ud for virksomheden, men nye udfordringer lurer i horisonten:

- Selvom der i det forløbne regnskabsår er sket en markant forbedring af markedssituationen, er det ikke udtryk for, at betonelementbranchens udfordringer er ovre. Byggeaktiviteten er på det korte sigte på et positivt niveau, men på det længere sigte er det mere usikkert, om aktiviteten kan fastholdes, ligesom de mulige salgspriser stadig, over en længere periode, vil være under pres af branchens store overkapacitet, skriver ledelsen i sin beretning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.076