23948sdkhjf

Herning-firma skal bygge nyt kæmpe-slagteri

Midtjysk Totalbyg løb med totalentreprisen på Danish Crowns nye slagteri i Holsted, der med sine 25.000 m² bliver et af Europas største kreaturslagterier.
Som omtalt i sidste uge indvier Danish Crown i 2014 et af Europas mest moderne og største kreaturslagterier, DC Beef, i Holsted ved Vejen.

Totalentreprisen på det nye danske slagteri er vundet af Midtjysk Totalbyg (MJT), der har udarbejdet vinderforslaget i samarbejde med Rambøll og Aarhus Arkitekterne

- Vi er stolte over, at Danish Crown har valgt os. Det bliver et spændende projekt, som kræver flere medarbejdere og som vil konsolidere vores position yderligere på markedet for store erhvervsentrepriser, siger arkitekt og medindehaver Henning Moeskjær, MJT.

- Det nye byggeri bliver opført som en kombination af betonelementer og en lys stålbeklædning af facaden for æstetisk at signalere renhed, fortsætter Henning Moeskjær.

Samspil med omgivelserne
Med det nye slagteri i Holsted samler Danish Crown slagterier og skærestuer i Holstebro og Tønder samt detailproduktionen i Fårvang og Skjern. Det nye slagteri, der bliver udstyret med den mest moderne og avancerede teknologi, bliver på i alt ca. 25.000 m²; heraf ca. 3.000 m² administration samt vaskehal m.v.

Hos Aarhus Arkitekterne forklarer man, at målet har været at skabe et byggeri, der spiller godt sammen med omgivelserne og det eksisterende landskab. Det samlede byggeri fremstår som en række bygningsvolumener, der bindes sammen af en markant betonsokkel. Afslutningen på betonsoklen danner en gennemgående horisontal linje, der ligger i samme niveau som basen under den svævende administrationsbygning.

Der er i projektet lagt vægt på at skabe gode arbejdsforhold, at få dagslyset ind i byggeriet og at skabe nærhed til attraktive udemiljøer. For at etablere et samlende og strukturerende element omkring slagteriet er der indarbejdet en beplantningsring omkring hele grunden. Planlægningen af slagteriet sigter mod at give en fleksibel indretning og muliggøre fremtidige udvidelser af slagteriet.

Det vindende team etablerer nu fælles tegnestue i Aarhus for at detailprojektere hele projektet. I det nye slagteri, som skal slagte op til 4.500 kreaturer pr. uge, skal der være plads til blandt andet opskæring, udbening og palletering, samt en detailpakke-afdeling til hakket oksekød.

Erfaren entreprenør
Ifølge Henning Moeskjær har Danish Crown valgt MJT som totalentreprenør på baggrund af dels det konkrete projektforslag og dels aspekter som tryghed, tidsperspektiv og pris.

- Vi har tidligere bygget store projekter for bla. Jysk og Dansk Supermarked. Senest har vi bygget et nyt slagteri på 11.500 m² i Sorø for den tyske kæde Citti, så vi har erfaringen både i forhold til branchen og volumen. Det giver tryghed for bygherren, siger Henning Moeskjær.

Det nye slagteri, der vil betyde omkring 300 arbejdspladser i Holsted, skal stå færdig primo 2014.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112