23948sdkhjf

Kiler kilometervis af klimatilpasning ned gennem Aarhus-bydel

Nu bliver der etableret en blågrøn kile i Aarhus-bydelen Åbyhøj, der løber fra Klokkerparken i nord til Aarhus Å i syd. Anlægsarbejdet til den nye grønne oase er netop gået i gang. 

Som en del af Aarhus Vands arbejde med at adskille regnvand og spildevand bliver der flere steder også lavet klimatilpasning over jorden, som skal give mere herlighedsværdi til beboerne i området. 

Den 2,5 km lange strækning bliver mere grøn og våd, så udearealerne i Åbyhøj kan rumme meget mere vand, når ekstreme regnskyl truer med at oversvømme udsatte kældre og fælles værdier. 

– Det giver så god mening at kigge på, hvordan vi kan gøre klimatilpasningen til et aktiv, der giver noget ekstra tilbage til borgerne. Vi har allerede set, hvordan det sammenhængende stræk med klimaløsninger i Riisvangen i Aarhus Nord ikke alene håndterer problemet med vand, men også har løftet hele udtrykket i området og gjort udearealerne mere attraktive at opholde sig i, siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune. 

– Målet er, at kilen bliver områdets nye grønne vartegn, tilføjer rådmanden. 

Flere planter, træer og plads 

Ruten kommer til at løbe forbi Åby Bibliotek, Silkeborgvej og videre til Åby Park, så de forskellige hotspots bliver bundet bedre sammen. Kilen er et samarbejde mellem Teknik og Miljø og Aarhus Vand. 

Første projekt i den blågrønne kile er ved Klokkervej, hvor de to ældre regnvandsbassiner og det grønne areal med boldbane nord og syd for Klokkervej omdannes til et forbedret rekreativt areal. Her kommer der i stedet to nye regnvandssøer, nye stiforbindelser, bordbænkesæt til ophold, fitnessredskaber, ny beplantning og et vådt område med bynatur. Projektet forventes at stå færdigt ved årets udgang. 

Den 2,5 km lange kile etableres i etaper og forventes at være klar i 2029. 

Planerne for klimatilpasning på den sidste del af strækningen er forberedt sådan, at der kan indgå en eventuel tunnel under Silkeborgvej til bløde trafikanter. Finansieringen af denne tunnel skal Aarhus Byråd tage stilling til på et senere tidspunkt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094