23948sdkhjf

Lejligheder for 160 millioner i Skejby

87 lejligheder skal til august 2013 stå færdige i Skejby. Pensionskassen PKA bruger den midtjyske byggevirksomhed JCN A/S som totalentreprenør.
Pensionskassen PKA har besluttet at bygge 87 lejligheder i Skejby ved Aarhus til en total entreprisesum på 160 mio. kr.

Byggeriet, der bliver på i alt godt 8.000 m², går efter planen i gang i maj og skal stå færdigt i august 2013.

De 87 lejligheder er tegnet af Gudnitz Arkitektfirma A/S, mens Moe & Brødsgaard er ingeniør på projektet. Som totalentreprenør har PKA skrevet kontrakt med den midtjyske byggevirksomhed, JCN A/S med hovedkontor i Vildbjerg.

- PKA har i de senere år investeret massivt i boligbyggeri i især København og Aarhus, hvor befolkningstilvæksten vil få efterspørgslen efter kvalitetsboliger til at stige. Gennem aftalen med JCN får vi opført en attraktiv ejendom i et spændende område af Aarhus, og vi forventer derfor, at investeringen vil give et solidt afkast til vores medlemmers pensioner, siger ejendomschef i PKA Nikolaj Stampe.

Både projektudvikler og totalentreprenør
JCN var i første omgang involveret i opgaven som traditionel totalentreprenør. Men for at få tingene til at falde på plads med grundkøb og de involverede selskaber har JCN afslutningsvist både ageret som projektudvikler og totalentreprenør for PKA.

- JCNs primære arbejdsområde er og bliver at agere som hoved- og totalentreprenør. JCN har dog en stor synergi i at medvirke i projektudvikling. Vi ved hvad, det koster at bygge og kan dermed meget hurtigt analysere de forskellige udviklingsmuligheder. Samtidig har vi et stort netværk. I mange tilfælde arbejder JCN dog også sammen med rendyrkede projektudviklere og laver et samlet setup. Det har også været tilfældet med projektet for PKA. Og vi ser meget frem til at gå i gang og bevise, at vi sagtens kan løfte opgaven, siger økonomichef og partner Flemming V.T. Rasmussen.

Løfter firmaet op i en ny liga
Det nye samarbejde har stor betydning for den midtjyske virksomhed, der også har afdeling i Vejle.

- Det er en stor og meget spændende ordre, der sikrer os økonomisk de næste par år. Med tilgangen af en entreprisesum på 160 mio. kr. oveni den eksisterende ordrebeholdning har vi allerede på nuværende tidspunkt sikret vores budgetterede omsætning indtil midt i 2013. Det giver os en stærk position og en ny økonomisk volumen, siger direktør Flemming Skov Nielsen.

Det er dog ikke blot ordrens størrelse, der får JCN til at juble. Det er samtidig også den tillægsværdi, opgaven tilfører byggefirmaet.

- Vi ser kontrakten med PKA Pension som et kvalitetsstempel. Et bevis på, at vi er professionelle og robuste nok til at udføre opgaver af den kaliber. Kontrakten løfter os op i næste liga i den danske byggebranche. Det er ikke nemt at komme ind hos pensionsselskaberne, for det er interessant for alle i byggebranchen. Så vi er både glade og stolte, siger Flemming Skov Nielsen.

Stærk partner
JCN har igennem de seneste fem år oplevet en kraftig vækst, hvor omsætningen er blevet tredoblet, så den i de seneste par år har ligget stabilt på på et trecifret millionbeløb. Samtidig har virksomheden opbygget et stærkt administrativt fundament, som kan bære virksomhedens fremtidige udvikling.

- Vi har i de gode år investeret kraftigt i udviklingen af en administration, så vi kan stå stærkt i lidt sværere tider. Det kræver en slagkraftig og kompetent administration at være en professionel totalentreprenør. Den strategi høster vi frugten af nu, siger Flemming Skov Nielsen.

- Men blot fordi den budgetterede omsætning er realiseret for de kommende 18 måneder, fortsætter vi naturligvis med at agere aktivt i markedet, supplerer Flemming V.T. Rasmussen.

Fakta:
Bygherre: PKA
Projekt: 87 lejligheder i Skejby
Entreprisesum: 160 mio. kr.
Størrelse: 8.015 m²
Arkitekt: Gudnitz Arkitektfirma A/S
Ingeniør: Moe & Brødsgaard

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125