Corona-konsekvens: Øland skipper de fysiske rammer i Esbjerg
Covid-19 pandemien har medført mange nye vaner. Det mærker man også hos leverandøren af ventilations- og isoleringsprodukter Øland, der modtager flere og flere ordrer online og på telefon. Mange håndværkere har opdaget, at de ikke behøver køre forbi den fysiske butik for at bestille varer, men nemt kan få dem leveret direkte på byggepladsen med et klik på computer eller et telefonopkald.
Som en reaktion på de nye indkøbsmønstre har Øland valgt at lukke sin fysiske butik i Esbjerg og overlader den 1. november pladsen til Brødrene Dahl. De to søsterselskaber har drevet butik side om side på Høgevej 1 i Esbjerg siden 2016.
- Det er selvfølgelig vemodigt at lukke en butik, men alle vores målinger viser, at det er det rigtige at gøre. Vi har en meget tilfredsstillende omsætning i regionen, men andelen, der kommer ind via vores fysiske butik i Esbjerg, er dalende. Når indkøbsmønstrene ændrer sig, skal vi som førende leverandør reagere for at fastholde vores konkurrencekraft. Rettidig omhu er en vigtig del af vores DNA, og det har ført os langt, siger adm. direktør i Øland Carsten Madsen.
For de håndværkere, der foretrækker at handle ventilations- og isoleringsprodukter i en fysisk butik, er der stadig hjælp at hente på Høgevej 1.
- Vi flytter en del af vores standardsortiment ind hos Brødrene Dahl, som også har dygtige fagfolk bag disken. Specialprodukterne bestiller vores kunder i forvejen typisk direkte hos vores kundeservice, så der vil man ikke opleve forandringer, siger Carsten Madsen