23948sdkhjf

Pihl skal bygge nyt VUC i Odense

I samarbejde med Cebra og Hundsbæk & Henriksen har E. Pihl & Søn vundet totalentreprisen på det nye VUC Fyn – et 12.500 m² stort undervisningsbyggeri centralt i Odense.
Konkurrencen om en ny undervisningsbygning til VUC Fyn & HF-kursus har fundet sin afgørelse.

Vinder blev et team bestående af E. Pihl & Søn, Cebra samt Hundsbæk & Henriksen, der nu får til opgave at skabe et inspirerende nybyggeri til kursister og medarbejdere mellem havnen og hovedbanegården i Odense.

Den nye uddannelsesinstitution skal give plads til 215 ansatte og ca. 3.500 kursister fordelt på et år. Efter planen skal de første kursister kunne følge undervisningen i den nye bygning fra begyndelsen af 2014.

En skole, der ikke ligner en skole
Vinderforslaget fokuserer på at skabe et fleksibelt og mangfoldigt læringsmiljø, der giver plads til individuelle behov i en kollektiv bygning.

- Vi har tegnet en skole, der ikke ligner en skole. Bygningen skal tilpasse sig eleven og ikke omvendt. Forestillingen om, at en færdiggjort uddannelse er en sikkerhed, som man kan falde tilbage på, er under kraftig revidering. Vores erkendelse er, at vi må lære hele tiden i en verden i forandring, forklarer Mikkel Frost, medindehaver og -stifter af Cebra.

For arkitekterne har målet derfor været at skabe en bygning med specialiserede, men mangfoldige, miljøer, hvor den enkelte kan finde plads og rum, der matcher vedkommendes præferencer og læringsstil. Bygningens udformning er kendetegnet ved et system af buede linjer og runde former, der gennemskærer et regulært bygningsvolumen og skaber et transparent og fleksibelt miljø omkring et centralt atrium.

”Agoraen” – aktivitet og fordybelse
Bygningen er organiseret omkring et meget aktivt center med gradvist mere ro og plads til fordybelse ud mod bygningens kanter. Dette organiseringsprincip er samtidig overført fra plan til snit – med aktivitet i bunden og ro til fordybelse i toppen af huset. Aktivitetsniveauet er højest i stueniveau, hvor byen møder de udadvendte kulturfag på bygningens kulturtorv.

Det centrale atrium kaldes for ”Agoraen” – opkaldt efter samlingsstedet i oldtidens Grækenland, hvor man mødtes for at diskutere politik, kunst, videnskab og sprog. Agoraens samlingspunkt består af en kegleformet skulpturel trappe. Ud over at fungere som både visuelt og socialt fikspunkt er trappen også et orienteringspunkt, hvorfra der er visuel kontakt til café, administration, information, multisal, scene og bygningens øvrige funktioner. Den kan således fungere som udsigtsplatform, mødested, opholdsareal og amfitrappe i forbindelse med scenen.

Funktionerne er grupperet på de enkelte niveauer, så relationer mellem faglokaler giver mulighed for tværfaglig, projektorienteret undervisning og sammenhængende forløb. Samtidig opfattes bygningen som en levende organisme i forandring, der skal kunne tilpasse sig i et både kort- og langsigtet perspektiv og tillade omorganiseringer i forhold til evt. ændrede behov i fremtiden.

Bygningen i byen
For at sikre interaktion mellem aktiviteterne og funktionerne i bygningen og verden omkring den er der foretaget en række kurvede indhug i grundvolumenet. Udskæringerne formidler og kommunikerer mellem indre og ydre i form af overdækkede udearealer og tagterasser, der skaber relief og skala i gadeforløbet.

Byrumskonceptet viderefører den formmæssige tråd fra bygningen. Elipseformede øer er indføjet i gadebilledet for at skabe ’friktion’ mellem det omgivende byrums zoner og trafikken. Bevægelserne bringes i svingninger, trafikken bliver sat ned i fart og den forbipasserende interagerer med de omkringliggende bygninger og øer. Ifølge arkitekterne er det væsentligt for oplevelsen af lokalmiljøet, at byrummet markeres som opholdsareal. På denne måde er byrumskonceptet i samspil med indhuggene i bygningens volumen med til at øge tilgængeligheden i en bymæssig kontekst.

I dommerbetænkningen skriver juryen blandt andet, at teamets forslag ” i dets helhed på overbevisende vis vil stå for moderne og fleksibel voksenuddannelse med fokus på diversiteten – bygningen vil signalere læring på mange forskellige måder, fra individ til gruppe med tilbud om forskellige typer af rum og læringsmiljøer til en mangfoldig gruppe af unge og voksne ”.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094