Nu træder de nye regler for eleftersyn i kraft
Fra i dag, 1. maj 2012, er det blevet obligatorisk at få lavet et eleftersyn, hvis man vil tegne en ejerskifteforsikring ved hushandel.
Dermed er det ikke længere nok med en tilstandsrapport fra en byggesagkyndig, hvis der bliver tegnet ejerskifteforsikring i forbindelse med en hushandel.
Formålet med det obligatoriske eleftersyn er at opnå en bedre elsikkerhed i boligen, så f.eks. antallet af brande, der skyldes elinstallationer, bliver reduceret, og beskyttelsen mod el-stød kan blive kontrolleret.
For at udføre eleftersyn, skal man være autoriseret elinstallatør, have en ansvarsforsikring og være tilmeldt ordningen. Sikkerhedsstyrelsen varetager al administration og man tilmelder sig via Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside: www.eleftersynsinfo.dk .
Den nye bestemmelse om eleftersyn er kommet med i den reviderede lovgivning omkring huseftersyn, som blev enstemmigt vedtaget af Folketinget den 30. maj 2011.