Mere byggeri i sommerhusområde
Sommerhusområdet ved Tårup Stand i Nyborg Kommune skal med en ny lokalplan bringes i overensstemmelse med gældende bygningsreglement.
Baggrunden er, at den gældende Byplanvedtægt er utidssvarende og har givet anledning til misforståelser og et uigennemskueligt beregningsgrundlag i forbindelse med byggesagsbehandling. Derudover ønskes et nyt plangrundlag, der er i overensstemmelse med det gældende Bygningsreglement fra 2010.
En række mindre lokalplaner ventes at blive inddraget i den nye plan, som teknik- og miljøudvalget ahr valgt at få udarbejdet. Konkret drejer det sig om ejendomme,der har status som helårsbeboelse. Selv om disse ejendomme inddrages i planen som sommerhusområde, kan eksisterende lovlig anvendelse fortsætte uændret.
Med den nye lokalplan fastsættes bebyggelsesprocenten til 15 - mod tidligere 10 - på den enkelte grund. Derudover kan der i henhold til Bygningsreglementet tillægges 35 m² til carport, garager,udhuse og overdækkede arealer. Beregningsreglerne vil herefter være i overensstemmelse med Bygningsreglementet fra 2010.
Antal etager, højderegler og taghældning vil blive omfattet af den nye lokalplan.