Holstebro muligt hjemsted for genoplivet boligprojekt
Realdania er klar til at opføre et nulenergi boligbyggeri i fem etager i Holstebro. Sagen afhænger af kommunens accept af projektet.
Bag planerne står Realdania, der vil opføre en fem etagers bygning med 12 lejligheder, som et reelt nulenergi boligbyggeri, der også skal producere energi til at dække beboernes løbende elforbrug.
Der er tale om den modificerede udgave af Bolig+-projektet, som Realdania gav nyt liv i december sidste år . Tidligere på året måtte man opgive at opføre Bolig+ med 76 energineutrale lejligheder i Aalborg
Afhænger af kommunen
Om det energivenlige byggeri bliver til noget afhænger nu af politikere og borgere i Holstebro Kommune. En lokalplan er under udarbejdelse og ventes på et senere tidspunkt sendt i offentlig høring.
- Lige nu er sagen ude af vores hænder. Nu kører den som alle andre byggesager i den offentlige proces, siger Jørgen Søndermark, der er projektleder hos Realdania Byg, til Dagbladet Holstebro-Struer.
Falder projektet i Holstebro til jorden, har Realdania også blikket rettet mod andre potentielle beliggenheder rundt om i landet.