23948sdkhjf

Efterspørgsel på varmepumper boomer op til nyt tilskud fra Bygningspuljen

Den 28. september kan boligejerne igen søge tilskud til klimavenlige boligforbedringer, når Bygningspuljen atter åbner for ansøgninger.

Det har fået efterspørgslen på varmepumper til at eksplodere hos de danske VVS’ere, skriver VVS Mester, en landsdækkende sammenslutning af VVS-installatører, i en pressemeddelelse. 

En boligejer med et hus på 140 kvadratmeter stilles 19.000 kroner i udsigt for at skifte til varmepumpe. Og netop den gulerod har givet travlhed hos VVS-installatører landet over.  

- Aldrig før har der været så stor en interesse blandt danskerne for at udskifte eller supplere den eksisterende varmekilde med en varmepumpe. Det er klimavenligt, og med mulighed for et tilskud på mange tusind kroner fra Bygningspuljen er det en god løsning og et godt tidspunkt for rigtig mange husejere at tage skridtet, siger Martin Paysen, der er VVS-installatør hos Belø VVS A/S og medlem af VVS Mester. 

Der er i alt mellem 330 og 340 millioner kroner at søge i denne ansøgningsrunde, hvor der i sidste runde var afsat 250 millioner kroner, og samtidig er tilskudssatserne sænket i forhold til tidligere.

- Beløbet man kan få i tilskud er lidt lavere end tidligere, men til gengæld vil flere borgere sandsynligvis få tilsagn om tilskud i denne omgang, siger Martin Paysen.

Søg tilskud før du bygger til

For at søge tilskud til forbedringstiltag som isolering og nye vinduer kræver det, at man har en bolig med energimærke E, F eller G. Enhver boligejer kan dog søge tilskud til varmepumper uanset om huset har et energimærke eller ej, så længe man ikke bor i et område med fjernvarme. Modsat tidligere, hvor din installatør skulle søge tilskuddet på dine vegne, skal du som husejer nu selv søge det hos Energistyrelsen, som forvalter Bygningspuljnen.

Ansøgningen skal udfyldes og indsendes digitalt via Energistyrelsens hjemmeside, og tilskuddet skal søges inden, du går i gang med dit projekt.

- Det er for sent at ansøge om at få tilskud, hvis du først har skrevet under på en aftale eller har købt materialer til projektet, men det er en god idé at henvende sig til en installatør på forhånd og få rådgivning og et tilbud på opgaven, så man ved præcist, hvad og hvor meget man vil søge tilskud til, siger Martin Paysen.

(Forsidefoto: OK)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079