23948sdkhjf

Godt indeklima kan nedbringe sygefravær

Virksomheder, der energieffektiviserer i deres bygninger, oplever lavere sygefravær blandt de ansatte. Ny undersøgelse viser sammenhæng mellem energibesparelser og sygedage.
Når danske virksomheder igangsætter energieffektiviserende tiltag i deres lokaler og bygninger, er én af gevinsterne, ud over de økonomiske besparelser, et lavere sygefravær blandt de ansatte. Det viser en ny undersøgelse foretaget af energispecialisten Schneider Electric blandt 115 danske virksomheder.

29 % af de virksomhederne angav, at energieffektiviseringer og -renoveringer har nedbragt eller forventer at nedbringe sygefraværet blandt de ansatte.

- Rigtig mange virksomheder har dårligt indeklima, og det har betydning for medarbejdernes trivsel og helbred. Der er desuden en risiko for, at ensidige energibesparelser kommer til at ske på bekostning af medarbejdernes produktivitet og sundhed. Det er lettest at spare på energien ved at slukke for varme og ventilation. Men så er det jo ikke rart at være i bygningerne længere. Den grundlæggende afvejning af energiforbrug, investeringer og hensynet til indeklimaet er uhyre vigtig. Hensynet til medarbejderne må nødvendigvis have højeste prioritet, siger Lars Gunnarsen, professor ved Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), Aalborg Universitet, og fortsætter:

- Det tyder godt for de kommende energieffektiviseringer, at undersøgelsen viser, at det i mange tilfælde kan gennemføres samtidigt med, at kvaliteten af indeklimaet forbedres. Undersøgelsens resultater tyder desuden på, at det kan være en god investering at kigge virksomhedens tekniske anlæg og bygningens tilstand grundigt efter i sømmene og se, hvor der kan forbedres. Der er tydeligvis flere sidegevinster, hvis det bliver gjort rigtigt

Energibesparelser giver øget produktivitet
Og det er ikke kun i Danmark, at man har oplevet lavere sygefravær som følge af energibesparelser. En amerikansk undersøgelse foretaget af University of San Diego og ejendomsmægleren CB Richard Ellis Group tilbage i 2009 viser ligeledes, at energieffektivisering kan give færre sygedage. I gennemsnit blev sygedagene i virksomheder, der havde til huse i grønne bygninger nedbragt med tre dage årligt, sammenlignet med andre virksomheder, hvor der ikke var fokus på energibesparelser.

Udover lavere sygefravær blandt de ansatte oplever virksomhederne øget produktivitet som et resultat af energieffektiviserende tiltag. Undersøgelsen blandt de danske virksomheder viser, at 25 % har oplevet højere produktivitet på arbejdspladsen som følge af tiltagene. På længere sigt tyder noget således på, at der kan være en økonomisk gevinst ved at energirenovere virksomhedens bygninger.

Den amerikanske undersøgelse understøtter ligeledes den danske. Her angiver hele 55 % af de adspurgte virksomheder, at medarbejdernes produktivitet er blevet forbedret.

- I USA har flere studier vist, at selv simple energiforbedringer og optimering af de tekniske anlæg og deres styring, på lang sigt kan forbedre økonomien og skabe flere arbejdspladser. Den danske undersøgelse indikerer, at dette også er muligt i Danmark. Dette vil imidlertid kræve, at langt flere virksomheder sætter øget fokus på indeklima og arbejdsmiljø. Hvis virksomhederne før igangsætningen af energirenoveringen sikrer sig at få en realistisk fremskrivning af energibesparelserne målt i forhold til investeringen, vil energirenovering i min optik være den mindst risikable vej til at opnå en varig forbedring af driftsøkonomien, siger Jeppe Rasmussen, der Vice President i Schneider Electric Buildings Business.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082