23948sdkhjf

Juul | Frost inspirerer til mere bevægelse i hverdagen

Med konceptet ”Bevægelseshubben” er Juul | Frost Arkitekter på banen med et projekt, der skal fremme bevægelseskulturen i urbane sammenhænge.
Målet med ”Bevægelseshubben – et tilpasningsdygtigt koncept” er at udvikle et koncept, der integrerer hverdagslivet og fysiske udfoldelser.

Den digitale udgivelse skal inspirere landets byer, SFOere, skoler, boligområder, campusområder og virksomheder til at tænke bevægelse ind som en del af borgernes hverdag.

Projektet er inspireret af tankerne bag WHOs sundhedsbegreb og i udviklingsarbejdet har Juul | Frost Arkitekter fokuseret på, at det skal være enkelt og nemt leve et fysisk aktivt og sundhedsfremmede hverdagsliv.

Bevægelseshubben forholder sig til de potentialer, der – ud fra en ’hvor-lidt-skal-der-til’-tankegang – kan sættes i værk for at animere folk til at bevæge sig mere i deres nærområder. Udgivelsen viser en række eksempler på, hvordan man kan optimere rammerne for bevægelse og fysiske udfoldelser.

Gladsaxe får bevægelsesstrategi
”Bevægelseshubben – et tilpasningsdygtigt koncept” består af to dele. Første del kortlægger de udfordringer og potentialer, som Bevægelseshubben skal forholde sig til.

Som metodisk ramme anvendes Juul | Frost Arkitekters udviklingsmetode, værdibaseret potentialeplanlægning, der for at sikre en helhedsorienteret optik på byudvikling opererer med fire behovskategorier: by, rum, livsformning og krop.

Anden del består af en bevægelsesstrategi for Gladsaxe Kommune. I denne del fokuseres der på Gladsaxes unge piger, som en af de grupper, der er fysisk inaktive. Bevægelsesstrategien kommer med eksempler på, hvordan man med enkle midler kan anspore de unge piger til fysiske aktiviteter.
Helle Juul, indehaver af Juul | Frost Arkitekter, er ansvarlig for Bevægelseshubben og er glad for, at tegnestuen med dette projekt kan bidrage til at modvirke danskernes generelle fysiske inaktivitet.

- Bevægelseshubben viser, at det med enkle midler kan lade sig gøre at optimere rammerne for fysiske udfoldelser i det urbane miljø. Vores kortlægning af teenage-pigerne i Gladsaxes vaner og behov, har givet os værdifuldt input til at udvikle tiltag, der møder pigerne, hvor de er. Disse tiltag kan let overføres til andre kontekster og målgrupper, og jeg håber, at landets kommuner, universiteter, skoler og andre lader sig inspirere af projektet, fortæller Helle Juul.

FAKTA
Projekt: Bevægelseshubben – et tilpasningsdygtigt bevægelseskoncept

Udvikling: Juul | Frost Arkitekter

Finansiering: Camppuljen ved Lokale- og Anlægsfonden, Danmarks Idræts-Forbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger samt Dansk Firmaidræts forbund

Periode: 2011-2012

Bevægelseshubben kan downloades fra www.juulfrost.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093