23948sdkhjf

Flügger mærker pandemi-medvind aftage 

Malingkæmpen Flügger mærker nu, at privatkunderne er ved at finde tilbage på arbejde og lader malerpenslen få en pause.   

Det viser koncernens netop offentliggjorte kvartalsrapport, hvor toplinjevæksten især hentes på seneste års opkøb.   

Ikke desto mindre voksede omsætningen fra 629 til 736 mio. kr. svarende til en vækst på 17 pct. sammenlignet med første kvartal af 2020/21. I en meddelelse til fondsbørsen tilskrives væksten den polske del af forretningen samt opkøbet af Eskaro, der blev endeligt godkendt i maj. Reguleret for opkøb og valutaeffekter lyder væksten på 4 pct. med negativt fortegn, hvilket ifølge koncernen afspejler en tilbagevenden til normalen efter sidste sommers tårnhøje aktivitetsniveau.   

– Vi begynder at se en normalisering efter covid-19, hvilket blandt andet har betydet lavere salg i både egne butikker, franchise og DIY, lyder det i en kommentar til kvartalsregnskabet fra adm. direktør Sune Schnack.  

Det kommer også til udtryk på bundlinjen, hvor resultatet før skat med 117 mio. kr. er på niveau med sidste års 124 mio., mens driftsindtjeningen (EBIT) på 124 mio. kr. er nøjagtigt den samme. Ifølge Sune Schnack er det udtryk for den mindre trafik fra private kunder samt et vigende udendørssalg, mens han til gengæld fremhæver en fortsat stigende aktivitet i det professionelle segment.   

Fra pandemedvind til modvind  

Flügger oplevede forrygende medvind under pandemien, og alene fra august 2020 til februar 2021 opjusterede koncernen sine forventninger til regnskabsåret ikke mindre end fire gange. Ved årets udgang var toplinjen vokset 14 pct. til 2,16 mia. kr., mens driftsindtjeningen på 228 mio. kr. svarede til en stigning på svimlende 174 pct., og året blev dermed koncernens bedste nogensinde.   

Nu er vinden imidlertid vendt, og det kommer ikke kun til udtryk i privatkundernes pause på penselfronten. Som så mange andre virksomheder oplever Flügger nemlig også, hvordan verdens forsyningskæder er under pres.   

– Som resten af markedet ser vi stadig ind i en række covid-19 relaterede udfordringer i form af knaphed på råvarer, stigende kostpriser og transportudfordringer, hvilket vi forventer vil fortsætte et stykke tid endnu, siger Sune Schnack.   

Der er således ingen opjusteringer i denne omgang, og Flüggers forventninger til det fulde regnskabsår lyder fortsat på en omsætning på 2,5 til 2,7 mia. kr., et driftsresultat på 220-270 mio. og et resultat efter skat og minoritetsinteresser på 155-190 mio. kr.  

Flügger Group A/S
mio. kr. 1. kvartal 2021/22 1. kvartal 2020/21
Nettoomsætning 739 629
EBIT 124 124
Resultat før skat 117 124
Periodens resultat 93 98
Balancesum ultimo 2.258 1,779
Egenkapital ultimo 1.054 895
Fuldtidsansatte gns. 2.469 1.552
Regnskabsperioden blev afsluttet 31.07.2021.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11