Den røde tråd til debat
Omdannelsen af et gammelt idrætsanlæg til nyt aktivitetsområde ved Fanø Hallen - Den røde tråd - sendes nu i fri høring.
Projektet bygger videre på forprojektet "By møder Natur", der var støttet af Realdania. I alt 19.200 m² beliggende i en overgangszone mellem Nordby og det omgivende landskab i Nationalpark Vadehavet skal aktiveres med elementer til kultur og idræt.
Fanø Kommune fremsætter det endelige forslag til projektet: Den røde tråd – et bevægelseslandskab mellem Fanøs kultur og natur til fri offentlig høring på Fanø. Det sker efter, at Fanø Byråd den 16. april principgodkendte projektforslaget.
Projektforslaget fremlægges i 4 ugers fri offentlig høring.
Projektforslaget er udarbejdet i samarbejde med GHB Landskabsarkitekter A/S, Lokale- og anlægsfonden og Realdania Fonden, og med input og forelæg fra områdets brugere, Nordby Skole, Nordby Bibliotek, Fanø Hallen, Fanø Kommunes Beredskab, Folkeoplysningsudvalget i Fanø Kommune samt Fanø Kommunes Plan- og udviklingsafdeling.