Verdo starter VVS op på Sjælland
Verdos lokale el-installatør udvider forretningen i Hillerød med en ny VVS-afdeling.
I den nyopstartede VVS-afdeling har Verdo pr. 1. maj ansat Thomas Friis Jensen og Troels B. Malmberg, der begge kommer fra Hillerød VVS Teknik. Thomas indtræder som overmontør i Verdo VVS-installation. Dermed vil Verdo fremover kunne servicere kunder inden for både el- og VVS-installation samt servicearbejde på Sjælland. Alle kompetencerne samles under et og samme tag på Askvangen i Hillerød.
Mere grøn energi
Verdo har de seneste år udviklet forretningen betydeligt og tilbyder i dag en bred vifte af installations- og serviceydelser samt energirådgivning. Det gælder også for afdelingen på Sjælland, hvor man mærker en stigende efterspørgsel på især grønne produkter som LED-belysning og solceller. Samtidig opleves, at solvarme og jordvarme, som kræver ekspertise inden for VVS-installation, er efterspurgte varer.
- Solceller kan jo kombineres med et jordvarmeanlæg og hermed samlet set betragtes som et vedvarende energianlæg. Sagt på en anden måde kan hele dit energiforbrug således dækkes af grøn energi. Solcellerne producerer strømmen, mens jordvarmen leverer varmen. Sådanne energibevidste totalløsninger har vi med både el- og VVS-installation nu mulighed for at tilbyde vores kunder, forklarer Områdechef for Verdo Sjælland, Jan Holst.