Tidligere TL Byg-direktør lander ny direktørpost
Opdateret: Information om det nuværende Cantona System A/S er præciseret.
Det danskejede firma Cantona System A/S, som er specialist i bæredygtige byggesystemer og facadebeklædninger, har net op ansat en ny adm. direktør i form af Peter Boltau.
Med en uddannelse som civilingeniør og mere end tyve års erfaring fra ledende stillinger i internationale produktionsvirksomheder har Peter Boltau en solid baggrund for at overtage det overordnede ansvar for Cantona System, lyder det i en pressemeddelelse fra firmaet i nordjyske Sæby.
Ændringen i ledelsen sker på baggrund af et ønske om at styrke virksomhedens salgsindsats og en ambition om at forløse produktporteføljens store potentiale på eksportmarkederne, lyder det endvidere.
Erfaring fra flere topposten i byggebranchen
Peter Boltau har seneste været adm. direktør i det store entreprenørselskab TL Byg i Aalborg, hvor han blev opsagt ved udgangen af juni i år. Forklaringen lød dengang, at firmaet ikke havde opnået en tilfredsstillende udvikling. Hverken TL Bygs ledelse eller Peter Boltau ønskede dengang at kommentere sagen.
51-årige Boltau havde stået i spisen for den nordjyske entreprenørvirksomhed siden 1. juni 2018.
Inden da havde han titel af supply chain management director hos Aalborg Portland og tidligere endnu COO hos vaskeanlægsproducenten Brüel international i Hjørring.
TL Byg er stadig i færd med at finde en ny adm. direktør. Seneste udmelding lød, at der kan være en person på plads i tidligt i efteråret.
– Cantona System har en stærk produktportefølje, der imødekommer byggebranchens stigende efterspørgsel på bæredygtige løsninger, mindre miljøaftryk og sundt indeklima, udtaler Peter Boltau i pressemeddelelsen, hvor han også peger på muligheden for at arbejde med udviklingen af organisationen samt at skabe en skalerbar virksomhed rustet til vækst.
Peter Boltau overtager rollen efter grundlægger og tidligere adm. direktør Morten W. Stausgaard, der nu vil realisere en gammel drøm:
– Det har længe været mit ønske at kunne arbejde mere koncentreret med salg og produktudvikling, og det får jeg tid til nu med så stærk en profil på den øverste post, siger Morten W. Stausgaard.
Genstart efter konkurs
Cantona System A/S blev i sin nuværende form etableret ved indgangen til august 2021 efter konkurs i et forudgående selskab.
Konkursen kunne i vidt omgang henføres til Coronakrisen, lød forklaringen dengang fra : Igangværende og nye ordre forsvandt, da firmaets aktiviteter blev bremset og udenlandske investorer ikke kunne komme til Nordjylland. Desuden var der gæld til Vækstfonden grundet et et covid-19 lån på et større tocifret millionbeløb.
Der blev dog sikret en løsning for den videre drift af firmaet. Den indebar, at man droppede at bygge huse til private for i stedet at fokusere energien på at sælge byggesystemet engros til byggefirmaer og entreprenører.