Første arbejde i Thomas B. Thrigegade
Inden arbejdet med at omdanne Thomas B. Thrigesgade i Odense til et nyt kvarter kan gå i gang, skal gadens fortiden belyses ved arkæologiske forundersøgelser.
- Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade vil skabe en ny bydel lige midt i det historiske Odense. Det er ikke mange byer, der får sådan en mulighed, og for Partnerskabet bag omdannelsen er at det vigtigt, at vi på én gang forholder os til den eksisterende, historiske by, samtidig med at den får tilført noget nyt, der kan markere Odense som en moderne, fremadrettet by, forklarer projektchef Svend Heegaard.
Derfor er forundersøgelser af gadens historie allerede nu igangsat, de skal give et overblik over de kommende arkæologiske udgravningers omgang i forhold til tid og økonomi.
Odenses fortid belyses
Arkæologerne får en enestående mulighed for at grave sig gennem Odenses historie i forbindelse med omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade, og allerede nu foregår de første prøvegravninger i det grønne anlæg ved Rosengade. Her rummer jorden spændende historier fra Odense i 1800-tallet.
Tiden vil vise, hvilken ny viden om Odenses historie, omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade bringer for dagen.
Fakta
• De arkæologiske forundersøgelser på Thomas B. Thriges Gade er gået i gang. Forundersøgelserne skal give et overblik over de tidmæssige og økonomiske konsekvenser af de arkæologiske undersøgelser.
• De arkæologiske forundersøgelser foregår i et samarbejde mellem Partnerskabet bag Fra gade til by (Realdania og Odense Kommune) og Odense Bys Museer, som forestår forundersøgelserne.
• De næste to måneder vil museets arkæologer i området omkring Thomas B. Thriges Gade være i færd med at kortlægge, hvor meget af Odenses historie fra før ”gaden” der er tilbage, hvad der er væsentligt, og ikke mindst hvor lang tid de efterfølgende skal bruge til at undersøge det.
• Forundersøgelserne foregår helt konkret ved at grave en række mindre søgehuller langs med Thomas B. Thriges Gade og registrere, hvad mere end 1000 års byliv på stedet har efterladt i form af rester af gader og huse og daglivets ting og sager. Det vil blive fulgt op af boringer i gaden til maj.
• Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade vil skabe en ny bydel med boliger, butikker, erhverv, letbane, parkeringsanlæg og byrum. Omdannelsen begynder i 2014 og ventes at stå færdig omkring 2020.