23948sdkhjf

Bæredygtige opfindelser på spil i Horsens

Fremtidens intelligente hus, der opvarmer og nedkøler sig selv, er blandt de løsninger, der kan opleves, når Horsens åbner NRGi Green Expo-messen onsdag den 18. april.
Fra onsdag d. 18. april kan alle i borgere i Horsens få et kig ind i fremtiden til morgendagens grønne opfindelser.

Her åbner NRGi Green Expo-messen, hvor man kan opleve dansk erhvervslivs nyeste internationalt konkurrencedygtige teknologi inden for bæredygtighed, grøn teknologi og koncepter.

Messen er åben for alle, og besøgende har for eksempel mulighed for at prøve en el-bil, se en landbrugsrobot, der kører på solceller, komme tæt på en vindmølle og opleve det intelligente hus, der opvarmer og nedkøler sig selv. Produkter, der kan vende op og ned på hverdagen, som vi kender den.

Internationalt udstillingsvindue
Udstillerne er danske virksomheder, som beskæftiger sig med bæredygtighed eller grønne initiativer inden for energi, miljø, klima, byggeri, transport og sundhed.

Grundfos, NRGi og Dong Energy er blot nogle af de danske virksomheder, som udstiller på messen sammen med VIA University College, der præsenterer visionerne for VIA Energy Park, de energipæle, man bruger i arbejdet med jordvarme, og hvordan ’Den Intelligente Elmåler’ kan gøre det billigere for virksomheder og private at købe elektricitet. Der er i alt 39 virksomheder repræsenteret på messen.

- Det er en ualmindelig god mulighed for lokale og nationale virksomheder at bruge messen som et internationalt udstillingsvindue og vise deres tiltag og produkter for ministre, embedsmænd og ikke mindst verdenspressen. Samtidig får virksomhederne optimale muligheder for at netværke, siger Torben Busk, erhvervschef i Horsens Erhvervsråd.

Vil udnytte EU-formandskab
Det er Horsens Erhvervsråd, Horsens Kommune, VIA University College, Insero Business Services og Energi Horsens Fonden, som står bag messen, der har til formål at sætte danske virksomheder på verdenskortet, når det kommer til bæredygtighed og grønne opfindelser.

Arrangørerne bag Green Expo vil forsøge at udnytte, at fokus er rettet mod Horsens i forbindelse med EU-topmøderne, da Horsens er værtsby for EU-formandskabet i april, maj og juni.

Derfor afholdes erhvervsmessen 100 meter fra det sted, hvor EU-mødedeltagerne skal spise, og man håber således at kunne tiltrække nysgerrige ministre, pressen og offentligheden. Messen har i alt 10 åbningsdage over de tre måneder, hvor EU møderne afholdes i Horsens.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.07