23948sdkhjf

Rekordhøjt niveau: Lønfesten i bygge- og anlægsbranchen fortsætter

Landets virksomheder i bygge- og anlægsbranchen må fortsat punge ud med flere penge, når de ansatte skal betales for deres arbejde.

Lønningerne i branchen er således steget med 4,0 pct. siden samme periode sidste år (2. kvartal), hvilket er den højeste årsstigning siden 2009. 

Det viser netop offentliggjorte tal fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Af tallene fremgår det endvidere, at lønstigningstakten på årsbasis for hele DA-området lander på 3,1 pct. i 2. kvartal 2021. Det er 0,7 procentpoint højere end det foregående kvartal.

Dermed er der en stadigt tiltagende lønstigningstakt for hele det private område.

Øget efterspørgsel og aktivitet 

Dansk Arbejdsgiverforening påpeger, at den tiltagende lønudvikling skal ses i sammenhæng med sene lokale lønforhandlinger i 2020 på grund af coronapandemien, som rent tenisk er med til at trække op i den årlige lønstigningstakt. Stigningen i lønomkostningerne drives desuden af højere bidrag fra genebetalinger og pension til lønomkostningerne.

Hos brancheorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne tilskriver cheføkonom Maria Schougaard Berntsen også lønstigningerne i bygge- og anlægsbranchen, der aktuelt ligger over DA-gennemsnittet, flere faktorer.

"For det første har økonomien igen fået fodfæste. Det betyder, at der er mere end nogensinde brug for faglært arbejdskraft til den grønne omstilling, og virksomhederne kæmper om de gode medarbejdere", skriver Maria Schougaard Berntsen i en mail til Licitiationen - Byggeriets Dagblad.

Samtidig er presset på råvarer massivt, og leveringstiden er forlænget.

"Det leder til, at virksomhederne ikke har råd til at have tingene liggende på lager, for så taber de penge. Derfor får de brug for at have personale til rådighed, når materialerne endelig er i hus", lyder forklaringen videre.

Maria Schougaard Berntsen fortsætter:

"Der kan også være virksomheder, som udskød de lokale forhandlinger sidste år og derfor skubber det tallet teknisk opad. Fordi selvom virksomheden bare udskød lønforhandlingerne et par måneder, så betyder det, at der vil indgå to forhandlingsrunder i årets tal, fordi begge runder falder inden for den samme 12 måneders periode".


Kilde: Dansk Arbejdsgiverforening 

Opdateres...

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094