23948sdkhjf

”Ekstrem byggestøj” - naboer klager over Carlsberg Byen-byggeri

Udviklingen af Carlsberg Byen i København, hvor der i de kommende år skyder flere nye boliger op, er i øjeblikket ved at drive de omkringliggende naboer til vanvid. Det skriver TV 2 Lorry

Byggeriet er på nuværende tidspunkt inde i en fase, hvor man skal pilotere til et af de sidste højhuse i området. Og støjen fra spunsning er ulidelig, lyder det fra naboerne repræsenteret ved Husejerforeningen Humleby. Det traditionsrige kvarter på Vesterbro med de gamle rækkehuse ligger et stenkast fra Carlsberg Byen. 

Spunsningen står på fire dage om ugen, ni timer om dagen fra klokken 8 til klokken 17, og har været i gang nogle uger og skal stå på frem til oktober, lyder det fra husejerforeningen. 

Beboerne i Humleby er ikke utilfredse med, at der skal bygges, de undrer sig bare over måden arbejdet foregår på. Ifølge dem kan spunsningen nemlig godt foregå på en måde, der er langt mindre støjende. 

En anden nabo til Carlsberg Byen på Vesterbro, som er ekstremt generet af den voldsomme byggestøj, er Signe Bidstrup. Ifølge hende kan børnene i området ikke færdes på vejene omkring på grund af larmen, naboernes boliger og indbo ryster, daginstitutioner og skoler i området er dybt generede og kan ikke være udenfor på legepladser. 

Vil have kommunen på banen 

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der risiko for nedsat hørelse ved støjbelastninger over 75 decibel. 

Støjniveauet på Ny Carlsberg Vej er målt til over 100 decibel og over 85 decibel på den nærliggende legeplads, fortæller Husejerforeningen Humleby. 

Derfor har man i husejerforeningen besluttet at anmode Københavns Kommune om øjeblikkeligt at skride ind over for den ekstreme støj fra spunsningen og forlange en væsentlig mindre støjende metode.  

Teknik- og miljøforvaltningen bekræfter overfor TV 2 Lorry, at man har modtaget flere henvendelser og klager om ekstraordinær støj fra byggeriet i Carlsberg Byen. Det præcise antal kendes dog ikke. 

Det lader dog ikke til, at der er nogen at hjælp at hente for naboerne. 

Vælger meget støj i kortere tid

"De politiske beslutninger for området tilsiger, at vi skal give tilladelser til byggerier som dette, da et er en forudsætning for, at boligmassen i København kan udvides. Der er ingen øvre grænse for, hvor meget det pågældende spunsningsarbejde må støje. En sådan grænse vil forsinke eller umuliggøre arbejdet. I stedet har vi opsat regler for, hvornår arbejdet må pågå. Der må alene ske spunsningsarbejde indenfor almindelig arbejdstid på hverdage", lyder det mandag fra forvaltningen i et skriftligt svar til TV 2 Lorry. 

Man skriver samtidig, at det er vurderet, at det mest hensigtsmæssige og mindst generende er, at arbejdet står på i op til ni timer om dagen i op til to måneder i stedet for eksempelvis to timer om dagen i markant flere måneder. 

Den vurdering er blandt andet taget for at byggeri af boliger i kommunen skal kunne foregå uden at trække unødigt ud. Bygherren på projektet er udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S, der ifølge forvaltningen har efterlevet de krav, som myndighederne har stillet. 

"Selvom støj opleves forskelligt, så forstår vi udmærket, at beboerne kan føle sig generet af støjen fra byggeriet. Mange holder fortsat sommerferie, og en del arbejder stadig hjemmefra. Byggeriet kan altså virke generende for flere, end det under normale omstændigheder ville gøre", skriver Teknik- og miljøforvaltningen. 

Forvaltningen oplyser desuden til TV 2 Lorry, at teknik. og miljø-borgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) har inviteret beboerne i Humleby til at mødes, så hun kan høre, hvordan beboernes oplevelse er af situationen.

Forsidefoto: Colourbox

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047