Udlandsdansker vil lave feriepark i tidligere nordsjællandsk kasserne
John Bengt Møller, der i forvejen står bag spektakulære og kontroversielle planer om at bygge en stor feriepark på Møn, vil nu brede konceptet til Nordsjælland.
Investoren har nemlig via sit nyoprettede selskab Royal Danish Barracks indgået en købsaftale på den tidligere kasserne Auderødlejren ved Frederiksværk med henblik på at ombygge en del af lejren til feriecenter, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Konceptet skal være lig feriepark-planerne på Møn, men i Auderødlejren, der indtil 2007 lagde lokaler til Søværnets Grundskole, er det med væsentlige ændringer, lyder det.
- Auderød er en lidt anderledes udfordring, da vi vil renovere eksisterende barakker og der skal tages særlig hensyn til nogle bygninger, der er tegnet af arkitekt Henning Larsen, siger John Bengt Møller til Frederiksborg Amts Avis.
Foruden projekterne på Møn og i Nordsjælland har John Bengt Møller ifølge Frederiksborg Amts Avis også planer om en lignende feriepark på Lolland.