23948sdkhjf

50 år i byggemarkedskæde: Fra fejedreng til trælastdirektør

Jens Erling Riise, som i morgen (den 15. juli 2021, red)  fejrer 50-års jubilæum hos Stark Kalundborg, har  taget den helt store rejse i den samme virksomhed

- Det er et højdepunkt for mig at fejre 50-års jubilæum. Folk ryster lidt på hovedet ad de mange år. Men jeg føler, at der er sket noget nyt hver dag. Der er altid kommet nye produkter til og nye ting at lære, siger Jens Erling Riise om de mange år i trælastbranchen.

Karrieren begyndte i 1971 i det, der dengang hed Kalundborg Trælastkompagni. Her skulle Jens Erling være i lære i tre år. Men allerede efter de 14 første dage blev den 16-årige elev træt af kun at være fejedreng og luge ukrudt.

- Jeg tror ikke, det her er noget for mig, sagde jeg til min far. Men han sagde: ”Hæng nu i, knægt”. Og det blev så til 50 år, siger Jens Erling Riise.

Efter at have aftjent sin værnepligt i 1976, blev Jens Erling Riise ansat i Kalundborg Trælastkompagni. I 1988 blev han forfremmet til salgschef, og i 1996 blev han udnævnt som underdirektør. I 2000 fik han titlen som trælastdirektør og har nu været det i over 20 år.

- Da Dansk Trælast overtog forretningen i 2003, fik jeg en masse ansvar. De sagde til mig: ”Det her er din forretning, dit varelager og dine biler. Alt indenfor hegnet er dit ansvar. Hvis dine tal ser fine ud, så hører du ikke fra os”. Vi har altid haft fine tal, så der har ingen problemer været, fortæller Jens Erling Riise.

 Gælder om at holde sig opdateret

Selvom Jens Erling Riise i dag har rundet 66 år, er han fortsat en passioneret og meget aktiv trælastdirektør. Han ønsker at gå forrest med nye initiativer og bidrage med sin viden.

- Min filosofi er, at når man er plus 60 og har en stilling, som jeg har, så er man også nødt til at deltage i det, der kommer. Man kan ikke bare sige, at det ikke er noget for mig, fordi man er gammel. Vil man være med i gamet, skal man også deltage og holde sig opdateret, mener han.

Derfor stiller Jens Erling Riise også krav til sine medarbejdere. Selvom mange af dem har været i forretningen i mange år, får de ikke lov til at hvile på laurbærrene.

- Det er vigtigt, at vi ikke falder tilbage i stolen. Vi skal derudaf. Men jeg er ikke en kæft, trit og retning-direktør, jeg går ind for frihed under ansvar.

Man skal gøre det, man er god til

 Branchen har udviklet sig meget gennem de sidste 50 år. Da Jens Erling Riise begyndte i 1971, hed det  ”trælast” og ”bygningsartikler”, ikke ”byggemarked”. Søm, skruer og beslag var noget, man havde ude bagved. Siden kom byggemarkederne, der havde det hele: Maling, tæpper, beslag, boremaskiner, VVS-artikler og meget mere. De fik hurtigt medvind på bekostning af de små detailhandlere.

I dag går udviklingen atter mod mere specialisering. Og det er en god strategi, mener Jens Erling Riise.

- Vi skal fortsætte, som vi gør nu. Satse på at være håndværkernes foretrukne byggepartner ved at være professionelle i alt, hvad vi gør og tilbyde kunderne kompetent rådgivning og de bedste services. Det har gjort STARK til Danmarks største forhandler af byggematerialer, så det holder vi fast i.

 Ingen planer om at stoppe

Jens Erling Riise holder selv fast som trælastdirektør i STARK Kalundborg.

- Så længe jeg har lyst til at gå på arbejde, og jeg føler, at jeg kan bidrage med noget, så holder jeg ved. Jeg har ikke planer om at stoppe, siger han.

Når Jens Erling Riise ikke er på arbejde i trælasten, nyder han at være på familiens landsted ved Svallerup nær Kalundborg sammen med sin kone Karin. Sammen har de fire sammenbragte børn, to børnebørn og et til på vej. Fritiden bliver også brugt på at holde sig i form med golf, gåhold og besøg i motionscenteret.

I den nærmeste fremtid kommer Jens Erling Riise måske også til at holde lidt ekstra øje med postkassen: Han er nemlig indstillet til at modtage Den Kongelige Belønningsmedalje for 50 års fortjenstfuld uafbrudt ansættelse i samme private virksomhed.

Der afholdes reception for Jens Erling Riises 50 års-jubilæum i STARK Kalundborg efter sommerferien.

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094