To store bevillinger til byggeprojekt
Bevillinger på 20 millioner kroner rykker Skagens Museum ét skridt nærmere realiseringen af udvidelsesprojekt.
Det Obelske Familiefond har meldt ud, at de støtter Skagens Museums byggeplaner med 15 mio. kr., hvilket museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen betegner som 'et vigtigt og generøst beløb, som betyder utroligt meget for realiseringen af projektet'.
Samtidig har den lokale pulje Nord Energi bevilget 5 mio. kr. til projektet, så det tegner godt for projektets fremdrift.
Arbejder på de resterende midler
- Selvom der er en lang og spændende vej endnu, betyder meldingen fra Det Obelske Familiefond og Nord Energi rigtig meget – det er naturligvis en vigtig økonomisk opbakning, men også et signal om, at man finder projektet vigtigt og rigtigt, lyder det fra en glad museumsdirektør, Lisette Vind Ebbesen.
Lige nu er Skagens Museum i gang med at skaffe de resterende midler til projektet, mens der sideløbende udarbejdes en projektlokalplan. Målet er, at det egentlige byggeri kan sættes i gang i starten af 2013.