23948sdkhjf

Nyt projekt skal bygge bro mellem arkitekter og psykologer

I Danmark findes der meget lidt viden om, hvordan arkitektur påvirker vores adfærd. Det skal et nyt forskningsprojekt nu lave om på.
Projektet skal udføres af arkitekturpsykolog Mille Sylvest i samarbejde med Roskilde Universitet og 3XN arkitekters innovationsenhed, GXN.

Idéen bag projektet er at kortlægge, hvordan arkitekturs udformning påvirker menneskets sociale adfærd og velbefindende. Målet er at udvikle et sæt retningslinjer, som arkitekter fremover kan anvende til at skabe bygninger, som i endnu højere grad fordrer trivsel hos brugerne.

- Vores viden om, hvordan bygningernes spiller sammen med brugernes adfærd, er i dag ofte baseret på personlige erfaringer, men med dette projekt kan vi gøre arkitekturen mere evidensbaseret, fortæller Mille Sylvest.

Stort behov for viden om bygninger i brug
Projektet støttes af Realdania, og her er man glade for at kunne støtte en tværfaglig udvikling af dansk arkitektur.

- Det er vores vurdering, at der er et stort behov for at arbejde struktureret med opsamling af erfaringer fra bygninger i brug. Og vi skal blive bedre til at anvende disse erfaringer til at skabe mere kvalitet i vores bygninger og højne tilfredsheden hos de, der bruger bygningerne, fortæller projektleder i Realdania, Lennie Clausen.

Anvendelse af arkitekturpsykologi har længe været et fokusområde hos 3XN, men ellers er det et ret nyt felt i Danmark. Hos Akademisk Arkitektforening er formand Natalie Mossin begejstret for projektet:

- Projektet skaber mulighed for en unik videnopsamling om forholdet mellem arkitekternes intentioner for bygningen og brugernes levede erfaringer. Det skaber basis for en udveksling på tværs af byggeriets faser, som der er brug for, og som rummer stor værdi.

Projektet starter i maj 2012 og afsluttes i 2016, og er, udover Realdania, også støttet af Forsknings- og Innovationsstyrelsen, mens Dansk Arkitektur Center indgår som partner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.152