Sygehusbyggeri i en digital proces
12 skarpe foredrag og digital totalprojektering af en konkret udvidelse på Sygehus Syd i Aalborg er på programmet under De Digitale Dage, der afholdes i Aalborg 18.-20. april.
Årets fokus er digitalt sygehusbyggeri, og som led i De Digitale Dage 2012 giver flere end 100 studerende fra syv nordjyske byggeuddannelser BIM-modeller og digitalt byggeri ’kød og blod’, når de – for åben skærm og sammen med en brugergruppe fra sundhedsuddannelserne – forestår digital totalprojektering af en markant udvidelse af Onkologisk Afsnit på Sygehus Syd i Aalborg.
Samtidig sættes det digitale sygehusbyggeri i perspektiv gennem tolv foredrag med nogle af byggeriets skarpeste digitale hjerner på talerstolen – herunder grundlæggeren af ’evidens baseret design’, Dr. Professor Roger S. Ulrich, der fredag eftermiddag taler under overskriften ”Healing By Design”.
Derudover præsenterer en bred kreds af byggeriets virksomheder, leverandører og organisationer gennem udstillinger og workshops det aktuelle teknologiske niveau indenfor Det Digitale Byggeri.
Find programmet på www.ucn.dk