23948sdkhjf

Transportministeren skal forklare sig om skandalebyggeri

Transportminister Benny Engelbrecht (S) skal på banen og igen orientere Folketingets Finansudvalg om fremdriften på Niels Bohr Bygningen i København. Det vil Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen stille krav om, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Udmeldingen fra Venstres finansordfører kommer efter, at Licitationen - Byggeriets Dagblad fredag - på baggrund af interne prognoser, som Vejdirektoratet har udarbejdet - kunne fortælle, at Niels Bohr Bygningens færdiggørelse konstant bliver skubbet dage eller uger ad gangen, og at deadlinen de seneste 14 måneder er udskudt ikke færre end 20 gange. Projektet er nu yderligere to måneder forsinket.

- Det her bekræfter mig bare i, hvilken skandale vi har med at gøre. Desværre kræver det jo et yderligere samråd, hvor jeg i bund og grund vil bede om en status på fremdriften og at få at vide, hvornår man forventer det her byggeri afsluttet , siger Troels Lund Poulsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Finansudvalget er løbende blevet orienteret om byggeriet, og senest 16. april sendte transportminister Benny Engelbrecht (S) et notat fra Vejdirektoratet, som nu forventede en færdiggørelse i slutningen af maj. Siden da har udvalget dog ifølge Troels Lund Poulsen ikke hørt nyt om byggeriet.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) har over for Licitationen ganske kort kommenteret den seneste forsinkelse. Han skriver i et mailsvar:

- Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været massive udfordringer med Niels Bohr Bygningen, og coronaen har ikke gjort det hele nemmere her i de sidste faser. Nu er der en mindre forsinkelse mere, men samtidig nærmer vi os også færdiggørelsen.

Niels Bohr Bygningen skulle have kostet 1,8 mia. kr. (2020-priser), lød budgettet, da byggeriet blev skudt i gang i 2013. I november sidste år kunne Rigsrevisionen i en beretning om byggeriet fortælle, at regningen var steget til 4,2 mia. kr. Der har ikke siden været meldt en ny prognose ud.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142