23948sdkhjf

Førende tegnestuer langer hårdt ud efter udflytning af arkitektskole

Partnere hos tre af landets førende tegnestuer, 3XN Architects, Lundgaard & Tranberg og Arkitema, tilslutter sig nu kritikken af regeringens forslag om at udflytte en del af landskabs- og byplanlægningsarkitektuddannelsen på Det Kongelige Akademi i København til Kalundborg. 

Over for mediet Byrummonitor kalder partner og medstifter af 3XN Architects Kim Herforth Nielsen ideen »absurd«. 

– Der er ingen logik eller kvalitet bag regeringens forslag. Det er et megaproblem, at man vil sprede den nødvendige kvalitet, viden og faglighed ud og gøre den tyndere, siger han. 

Han fortæller, at 3XN aftager mange arkitekter fra udlandet, »fordi vi mangler kvalificerede arkitekter« herhjemme. 

Spørgsmål: Hvis det kan lade sig gøre at sprede uddannelser for pædagoger, journalister og så videre, hvorfor så ikke for arkitekter? 

– Fordi hvis man skal skabe en højt kvalificeret og specialiseret uddannelse som arkitektur, skal der er vist fagligt miljø til, før uddannelsen bliver god. Man skal tiltrække de rigtige elever og de rigtige lærere, og der er i min optik kun basis for to skoler i Danmark.

Navlestrengen risikerer at knække

I forbindelse med sit uddannelsesudspil 27. maj foreslår regeringen at udflytte 150 pladser fra Det Kongelige Akademi i København til en ny byplanlægningsarkitektuddannelse i Kalundborg, som regeringen samtidig vil tilføre yderligere 150 pladser til. 

Men selv om det betyder flere uddannelsespladser til arkitekter på Sjælland, mener Lene Tranberg, partner og medstifter af tegnestuen Lundgaard & Tranberg, at udflytningen skader uddannelsen og faget, fordi den er et opgør med den helhedstænkning som kendetegner dansk arkitektur på verdensplan. 

Landets to arkitektskoler har gavn af det store ophav af tegnestuer i København og Aarhus, hvorfra de henter eksterne timelærere, og tegnestuerne har gavn af arkitektskolerne i form af en direkte linje til forskning, studentermedhjælpere og praktikanter. Hvis man flytter en del af arkitektskolen til Vestsjælland, risikerer den navlestreng at knække, frygter Anders Halgren, partner i Arkitema.

Landskabs-direktør: Gode eksempler på isolerede arkitektskoler 

Rikke Juul Gram, partner og kreativ direktør i landskabstegnestuen Schønherr, kalder omvendt udflytningen en »ret fantastisk idé«. Hun deler kritikken af nedskæringer på de eksisterende uddannelser som klart forringende, men ser samtidig et stort potentiale for at skabe en uddannelse, der kan skabe noget nyt i form af sin autonomi. 

– Jeg tror, der er behov for, at vi prøver noget nyt. Jeg synes ikke, at vi som arkitektstand altid er supergodt rustet til at håndtere de komplekse problemstillinger, som meget ofte starter i planlægningen.

– Der findes gode eksempler på arkitektskoler, som ligger temmelig isoleret fra andre arkitektmiljøer, men som netop via isolationen formår at udvikle en anden tænkning, siger hun og nævner landskabsarkitektuddannelsen i Tromsø som eksempel.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234