Nyt Om Navne i byggebranchen - del 2
Hvem har skiftet job? Building Supply bringer her en række af den senere tids nyansættelser i branchen.
Akademiingeniør Henrik Theilgaard er pr. 1. april ansat på virksomhedens kontor i Esbjerg, hvor han vil indgå i lederteamet for Anlæg & Forsyning Vest.
Ansvarsområdet bliver at opfylde ekspansionsmål og forretningsudvikling for infrastrukturprojekter inden for veje og jernbaner i det midt- og sydjyske område.
Bag sig har Henrik Theilgaard 10 års ansættelse i Cowi; bl.a. som adm. direktør for Cowi Tanzania og regionsdirektør for Cowi Fyn. (Kilde: Ingeniøren).
OBH-Gruppen A/S
Peter Baagøe Larsen er ansat som fag- og kvalitetsansvarlig i det rådgivende ingeniørfirma med ansvar for el-eftersyn. Peter Baagøe Larsen er uddannet autoriseret elinstallatør og har blandt andet repræsenteret Danmark ved europamesterskabet inden for sit område.
Pitzner Gruppen
Steen Andersen, 46 år er ansat som tømrer hos AGJ Pitzner i Hammel. Sten Andersen har været ansat hos AGJ Pitzner i flere omgang – senest indtil for tre års siden. I mellemtiden har han arbejdet med tagdækning. Steen Andersen er uddannet maskinsnedker og indgår nu i produktionen af nye moduler.
Johan Hermansen, 25 år er ansat som sælger hos Corona Pitzner i København. Han kommer fra Silvan i Birkerød, hvor han også er udlært som salgsassistent. Johan Hermansen arbejder i Corona Pitzners trailerafdeling og vil i butikken både tage sig af produkter til udlejning og salg.
Lars Hansen, 53 år er ansat som værkfører hos VMC Pitzner i Hedehusene med ansvar for vedligeholdelse af liftflåden på alle firmaets fire værksteder. Lars Hansen er uddannet automekaniker og har de seneste 15 år været ansat hos Hertz Materiel i Farum ligeledes som værkfører.
Ribe Jernindustri
Radiatorproducenten har siden nytår oprustet med en marketingchef, en salgskonsulent og senest pr. 1. marts en ny salgschef til at bearbejde det nordiske marked.
Rikke Skovbakke, 41 år, er ansat som marketingchef. Rikke er uddannet eksportingeniør og har 15 års erfaring inden for marketing, strategi og forretningsudvikling hos Vestas, Danfoss, APV og Siemens. De seneste år har hun drevet selvstændigt konsulentfirma. Rikke refererer til Europæisk Salgschef John Asmussen.
Jacob Jansson, 32 år, er ansat som salgskonsulent med ansvar for servicering af grossister, installatører og rådgivere på Sjælland. Jacob kommer fra en stilling som salgskonsulent ved Oras Armatur A/S. Han refererer til Nordisk Salgschef Lars Brandt.
Lars Brandt, 44 år, er ansat som Nordisk Salgschef. Lars er uddannet eksporttekniker og har haft ledende stillinger inden for salg i flere brancher, senest hos Superfos, hvor han som Regional Salgsdirektør har haft ansvaret for salg af sprøjtestøbte plastemballager til de nordiske lande. Han refererer til Europæisk Salgschef John Asmussen.
Wavin
Ricco Vornøe, 41 år, er pr. 1. marts ansat som ny salgskonsulent i Storkøbenhavn og Nordsjælland med ansvar for hele sortimentet af Hot & Cold produkter. Foruden det daglige og opsøgende salg vil hans fokus ligge på specialløsninger.
Ricco Vornøe kommer fra en stilling som distriktschef/salgskonsulent hos Broen A/S, hvor han gennem tre år har stået for salget af styreventiler inden for Storkøbenhavn. Tidligere har han arbejdet med tekniske installationer i Operahuset i København. Ricco Vornøe er uddannet VVS-tekniker.
Skanska Øresund
Markedschef Elo Alsing har fået nyt ansvarsområde som markedschef med det overordnede ansvar for udlejning og markedsaktiviteter i selskabet. Han har været ansat i Skanska Øresund i 11 år.
Herudover er Henrik Sivertsen tiltrådt stillingen som økonomichef. Han har blandt andet en baggrund som CFO i Brdr. A. & B. Andersen og økonomichef i Hoffmann. Han eftertræder Erik Hjulmand, der går på pension.
Desuden er Kai Folmer Nielsen ansat som projektudvikler med fokus på boligudvikling til det institutionelle marked. Han har tidligere været direktør i ejendomsudviklingsselskabet Sydporten og har før dette arbejdet fem år som projektudviklingschef i Skanska Bolig.
Endelig er Julie Staal Nielsen ansat markedsassistent. Hun er uddannet cand.comm. i kommunikation og engelsk fra Roskilde Universitet og får ansvaret for kommunikations- og markedsføringsopgaver i Skanska Øresund. (Kilde: Magasinet Ejendom).
Læs også: Nyt Om Navne i byggebranchen - del 1