23948sdkhjf

Opkøb godkendt: Flügger har fået 1.100 nye medarbejdere

I november offentliggjorde malingkoncernen Flügger opkøbet af 70 pct. af aktierne i den østeuropæiske branchefælle Eskaro, der har aktiviteter i Ukraine, Rusland, Hviderusland, Estland, Letland og Finland.

Nu har konkurrencemyndighederne godkendt opkøbet, og dermed har det danske selskab fået ikke mindre end 1.100 nye ansatte. Det oplyser Flügger Group i en selskabsmeddelelse.

– Vi er rigtig glade for, at den sidste godkendelse nu er i hus, og at købet af aktiemajoriteten i Eskaro dermed kan blive en realitet. Vi ser frem at kunne fortsætte vores vækstrejse med Eskaro som en del af Flügger Group, og sidst men ikke mindst glæder vi os over at byde de godt 1.100 medarbejdere hos Eskaro velkommen i Flügger Group, udtaler Sune Schnack, der 1. april overtog direktørstolen i Flügger.

Den danske malingkæmpe har betalt 208 mio. kr. for ejerandelen, og med opkøbet har Flügger Group udvidet sin tilstedeværelse mod øst, der senest blev styrket med opkøbet af polske Unicell i 2019.

Et stort skridt nærmere målsætningerne

Eskaro har en årlig omsætning på 420 mio. kr. og beskæftiger godt 1.100 medarbejdere. Stifter af Eskaro, Igor Chumakov, der efter transaktionen ejer 30 pct. af virksomheden, vil stå for den daglige drift og ledelse af Eskaro og vil i tæt samarbejde med ledelsen i Flügger udvikle de fremtidige forretningsplaner for Eskaro på kort og længere sigt, har Flügger tidligere oplyst.

Siden 2016 har den østeuropæiske virksomhed leveret en årlig vækst på 15 pct. og opkøbet bidrager selvsagt til opfyldelsen af Flüggers strategi om vækst gennem opkøb med fokus på Østeuropa.

- Med købet af polske Unicell i november 2019 styrkede vi vores position inden for DIY på det polske marked betragteligt, og nu gør vi det tilsvarende i store dele af Østeuropa med købet af Eskaro, som har en førende position inden for vandbaseret maling. Opkøbet understøtter vores strategi Going Green, hvor vi ser vækstpotentiale i Østeuropa og ønsker at ekspandere Flügger Groups tilstedeværelse i Østeuropa. Med opkøbet af Eskaro er vi kommet et stort skridt nærmere vores finansielle målsætninger for 2023/24 om en omsætning på +2,5 mia. kr. og en EBIT på +8 pct., fortalte tidligere adm. direktør Jimmi Mortensen, da han i november offentliggjorde opkøbet.

Købet gennemføres endeligt den 14. maj 2021, hvorefter Eskaro vil være del af Flügger Group.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094