MT Højgaard kom over halvanden milliard i første kvartal
Opdateret kl. 8:21 med information om ordrebeholdning samt regnskabsboks.
MT Højgaard melder om fremgang på toplinjen og fine udsigter for hele 2021 efter et første kvartal, hvor selskabet har kontraheret ni tiendedele af den forventede entrepriseomsætning for hele 2021.
Det fremgår af entreprenørkoncernens tal for første kvartal 2021.
– Aktivitetsniveauet er på vej op, indtjeningen forbedres, og ordrebeholdningen vokser fortsat. Resultaterne bekræfter vores forventning om yderligere forbedringer i resten af året i takt med, at vi øger produktionen og udnytter kapaciteten bedre i hele koncernen, siger adm. direktør og koncernchef Morten Hansen, MT Højgaard Holding, i meddelelsen.
– Der er momentum i markedet med solid efterspørgsel inden for de områder, hvor vi har noget særligt at byde på, og vi er godt i gang med at opbygge en ordreportefølje og pipeline, der rækker flere år frem, tilføjer han.
Om tallene lyder det, at resultaterne i første kvartal var som ventet.
Omsætningen steg 4,4 pct. til 1.545 mio. kr., driftsresultatet blev forbedret til 20 mio. kr. fra 3 mio. kr. i første kvartal 2020. Driftsresultatet var forbedre i MT Højgaard Danmark, men indtjeningen var dog præget af lav kapacitetsudnyttelse og høje salgs- og tilbudsomkostninger.
Overskuddet i de tre første måender blev 7 mio. kr. mod 58 mio. kr. i samme periode sidste år. Faldet skyldes alene, at salget af Lindpro A/S i 1. kvartal 2020 bidrog med 79 mio. kr. under resultat af ophørt virksomhed, lyder det forklarende.
Ordrebogen vokser
Selskabet ordreindgangen i kvartalet var 1,8 mia. kr. hvilket var cirka 34 pct. højere end i 1. kvartal 2020. Ved udgangen af marts var ordrebeholdningen 8,4 mia. kr. mod 6,5 mia. kr. på samme tidspunkt i 2020.
Den potentielle værdi af vundne, men ikke kontraherede opgaver var i niveauet 1,9 mia. kr., dertil kommer opgaver i byggepartnerskaberne med Region Hovedstaden, Civica, Københavns Kommune og KAB.
Fastholder forventningerne
På baggrund af udviklingen i årets første tre måneder fastholder MT Højgaard Holding fastholder forventningerne om tocifret vækst i omsætning og driftsresultat i 2021.
91 pct. af årets forventede entrepriseomsætning var kontraheret ved udgangen af marts.
Omsætningen ventes at stige 13 pct. til 6,8 mia. kr. fra 6,0 mia. kr. i 2020, mens driftsresultatet ventes at stige 29 pct. til 160 mio. kr. i år.
Størst fremgang ventes i andet halvår, drevet af en højere toplinje med bedre kapacitetsudnyttelse og bruttomargin samt lavere faste omkostninger.
mio. kr. | 1. kravtal 2021 | 1. kvartal 2020 |
---|---|---|
Omsætning | 1.545,4 | 1.480,2 |
Driftsresultat | 19,8 | 2,7 |
Resultat af primær drift (EBIT) | 13,8 | -6,5 |
Periodens resultat | 7,0 | 58,2 |
Aktiver i alt | 4.082,5 | 4.036,1 |
Egenkapital i alt | 634,9 | 577,6 |
Gns. antal ansatte | 2.665 | 2.828 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31.03.2021. |