Første spadestik og rejsegilde smelter sammen ved Ringsted
Ringsted-baserede SB Entreprise satte gang i byggeriet af 31 almene boliger til i Nordrup sydøst for Ringsted boligorganisationen PAB hen mod slutningen af 2020. Men først i går, mandag den 3. maj, kunne der endelig afholdes et officielt – og meget, meget coronaforsinket - første spadestik for projektet. Byggeriet er dog allerede nået så langt, at arrangementet blev slået sammen med rejsegildet i én stor fejring.
Det skriver PAB i en pressemeddelelse.
Boligafdelingen, som får navnet Æblehaven, forventes at være klar til indflytning 1. februar 2022. Det er første gang, der udbydes almene lejeboliger i området, og med flere forskellige boligstørrelser er der ifølge PAB allerede stor interesse for boligerne.
Fakta: Æblehaven
Bygherre: PAB (Postfunktionærernes Andels-Boligforening)
Byggeforretningsfører: FA09
Arkitekt: Mangor & Nagel Arkitekter
Totalentreprenør: SB Entreprise
Antal enheder: 31 familieboliger.
Opføres som rækkehuse med egen terrasse:
9 stk. 2-rumsboliger
17 stk. 3-rumsboliger
5 stk. 4-rumsboliger
Æblehavens største boliger på 105 kvm er tiltænkt børnefamilier. Der bygges også boliger på 65 og 85 kvm. I forbindelse med byggeriet etableres også en fælles parkeringsplads med to el-ladestandere.
Boligerne i Æblehaven bliver ifølge PAB udført i bæredygtige materialer, som er klimavenlige i både produktion og bortskaffelse. Husene er velisolerede, og der installeres luft-til-vand-varmepumper.
På det 500 kvm store engområde, som støder op til Æblehaven anlægges en blomsterpark med vilde blomster og fokus på biodiversiteten, så mange forskellige plante- og dyrearter kan trives side om side.