Stålkonstruktør gearer op til travlt 2021
2019 var rekordår hos CSK Steel med et overskud før skat på hele 52,8 mio. kr. Det kunne man ikke helt leve op til i 2020 med et overskud på 31,6 mio. kr.
Grunden til det var corona-krisen.
- Overordnet set er vi tilfredse med resultatet i 2020, trods nedgangen vi har haft på flere markeder i første halvår. For os har fokus været på, at vi er kommet helt igennem den her Covid-krise. Key issues for os har været jobsikkerhed for den enkelte, det har været den enkelte medarbejders trivsel og vigtigst af alt sikkerhed og sundhed, som er det, der står øverst på vores agenda, forklarer administrerende direktør Carsten S. Kristensen, og fortsætter:
- Med en stor indsats hele vejen rundt er det lykkedes for vores team af dygtige medarbejdere at komme flot igennem den periode, så vi står yderligere styrket til fremtiden. Så håber vi selvfølgelig på, ligesom alle andre, at den her corona-tid ændrer sig stille og roligt, så vi igen kan begynde at krydse grænserne uhindret til vores nærmarkeder.
Netop grænselukningerne har været en sten i skoen hos CSK Steel, der har en del salg i specielt Sverige og Norge. Det har kostet på den korte bane.
- Omsætningen har udviklet sig negativt i 2020, hvor vi har mistet en del. Men det er tilbage igen, kan vi se i 2021, siger Carsten S. Kristensen, der dog ikke har været nødsaget til at ty til afskedigelser i 2020.
Udvider fabrik
Han melder generelt om vækst på alle markeder i 2021, og er derfor også ganske fortrøstningsfuld, selv om coronaen stadig spøger i kulissen.
- Vi tror på et fornuftigt 2021 og håber selvfølgelig, hvis der ikke sker ændringer i forhold til corona, at vi vil se en udvikling, som måske ligner 2019 for vores vedkommende. Så der er vækst igen, vi gearer op og ansætter også yderligere medarbejdere i øjeblikket og har faktisk også lige igangsat en yderligere udvidelse på 12.500 kvm af vores produktion i Letland, forklarer han.
Fabrikken i den lettiske by Tukums råder i forvejen over 14.800 kvm produktion, og udvidelsen står efter planen klar om cirka halvandet år.
Udover produktionen i Letland har CSK Steel to fabrikker i Thisted.
mio. kr. | 2020 | 2019 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 157,6 | 184,3 |
Resultat af ordinær drift | 33,4 | 54,6 |
Resultat før skat | 31,6 | 52,8 |
Årets resultat | 24,2 | 41,0 |
Balancesum | 173,9 | 211,2 |
Egenkapital | 99,1 | 104,7 |
Antal ansatte | 180 | 186 |
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2020 |