23948sdkhjf

Sådan kommer vi i gang med bæredygtig renovering

Et fælles nordisk projekt har resulteret i udvikling af en ny guideline, der sikrer et godt udgangspunkt for en bæredygtig renoveringsstrategi.
Byggeri skal være bæredygtigt, også når det gælder renovering af bygningerne. Men hvordan kommer man i gang med at lægge en bæredygtig strategi for renoveringen, så fx valg af materialer og energiforbruget tager hensyn til miljø og CO2-udslip? Det giver en ny nordisk guideline svar på.

Guidelinen, ”The SURE Guideline”, er udviklet af Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet i et nordisk samarbejde med Multiconsult A/S i Norge, VTT i Finland og Innovation Center i Island som en del af projektet Sustainable Refurbishment of Buildings (SURE).

En støtte til bygherren
Guidelinen er udformet på baggrund af analyser og erfaringer fra en række bæredygtige renoveringer af offentlige bygninger og almene boliger i de fire deltagende lande, heraf tre i Danmark. Analyserne viser, hvilke strategier, de forskellige bygherrer har benyttet sig af.

Den er bygget op som en ti-trinsmodel, som man skal igennem for at kunne lægge en bæredygtig strategi for renoveringen. I modellen kan man vægte de forskellige miljøindikatorer alt efter hvilken type bygning, man har med at gøre. Indikatorerne spænder over bl.a. energi, valg af materialer, affaldshåndtering og et godt indeklima.

- Guidelinen er primært tænkt som en støtte til bygherren for at hjælpe ham til at tænke i bæredygtige baner, når han står over for en renovering. Han kan bruge den til at stille krav til rådgivere og entreprenører om at følge ti-trinsmodellen. Men opfordringen kan også gå den anden vej, så det er rådgiver og entreprenør, der bruger modellen til at forelægge en bæredygtig renoveringsstrategi for bygherren, forklarer seniorforsker Kim Haugbølle fra SBi.

Gratis seminar den 21. marts
Alle interesserede kan få indblik i den nye guideline og drøfte erfaringerne fra de bæredygtige renoveringer, når partnerne bag udviklingsprojektet inviterer til halvdagsseminaret ”SUstainable REfurbishment (SURE)”.

Det finder sted onsdag 21. marts 2012 kl. 9-12.30 hos Københavns Ejendomme, Mødecenter 2-3, Nyropsgade 1 stuen, 1602 København V.

Tilmelding kan ske på sbi.dk/sure2012 , hvor der også findes et link til guidelinen. Det er gratis at deltage i seminaret, men tilmelding er nødvendig, oplyser Kim Haugbølle.

Som deltager bliver der mulighed for at drøfte de nordiske erfaringer om bæredygtige fornyelsesstrategier med førende nordiske forskere og praktikere, der har fingeren på pulsen, når det gælder udvikling af et bæredygtigt bygget miljø. Der bliver også mulighed for i små grupper at øve sig i at bruge guidelinen.

Energistyrelsen har ydet økonomisk støtte til den danske del af projektet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094