Pilen peger opad for Jönsson
Herlev-firmaet lagde i sidste regnskabsår krisen bag sig med markant stigende indtjening, trecifret fremgang i omsætningen og ansættelse af nye medarbejdere.
Efter en fremgang på knapt 60 procent – 218 mio. kr. – endte i 604 mio. kr., mens resultatet før skat voksede fra 3,2 procent til 4,3 procent.
Samtidig er Jönsson gået ind i det nye regnskabsår med en ordrebeholdning i omegnen af sidste års rekordomsætning.
Masser af ordrer på blokken
- Medarbejderne har kæmpet bravt, og vi er selvfølgelig stolte over, at det i et trægt marked præget af fortsat stagnation er lykkedes at overtrumfe vores målsætninger med en markant stigning i både overskud og omsætning, siger adm. direktør Robert Mayer.
Han har stået i spidsen for Jönsson i et års tid og glæder sig over at være på banen med en sjælden solstråle i den fortsat trængte byggebranche.
- Samtidig kan vi med stor tilfredshed notere at fremgangen er holdbar, for kunderne vender tilbage, og vi har 80 procent af det nye års forventede omsætning på blokken, fortsætter Robert Mayer og pointerer, at væksten er jævnt fordelt og dækker hele viften af total- og hoved- og fagentrepriser indenfor nybyggeri, renovering og serviceopgaver.
Fremgang på alle fronter
- Vi har fremgang over hele linjen. Vi bygger flere skoler, institutioner og plejehjem, vi bygger flere boliger, vi har flere renoveringsopgaver, og vi har opbygget en stærk platform på sundhedsområdet med store opgaver på en stribe af hovedstadens hospitaler og laboratorier.
- Endvidere har vi haft en stærk udvikling i vores serviceafdeling, der med et specialuddannet team af tømrere, snedkere, murere, malere og gulvlæggere er blevet gearet til akut udrykning, traditionelle reparationsopgaver, ombygninger og mindre hovedentrepriser i egenproduktion, ligesom afdelingen oplever en markant fremgang i antallet af faste serviceaftaler, hvor vi sørger for regelmæssige eftersyn og løbende vedligehold, fortæller Jönsson-direktøren.
Derudover har virksomheden, parallelt med det stigende aktivitetsniveau, fået tilført betydelige ressourcer i form af højt kvalificerede medarbejdere. Jönsson beskæftiger i dag 24 lærlinge, 50 funktionærer og 70-110 timelønnede medarbejdere.