Bytømreren køber sig til 60 ekstra ansatte i Vejle
Entreprenør- og servicevirksomheden Bytømreren køber aktiemajoriteten i tømrer- og murerfirmaet Artusbyg i Vejle. Det oplyser Bytømreren i en pressemeddelelse.
Opkøbet er en del af den østjyske virksomheds vækststrategi og skal styrke Bytømrerens markedsposition i Trekantområdet, hvor Artusbygs har veletablerede kundeforhold.
Bent Olsen og Jesper Jensen, som startede Artusbyg i 2013 bevarer den daglige ledelsesret og pligt samt minoritetsaktiepost, ifølge Bent Olsen så den kan holde sig ”motiverede og skarpe i årene fremad”.
Bytømreren beskæftiger i dag næsten 200 medarbejdere fordelt over tre afdelinger, entreprise, service og forsikring på afdelinger i Aarhus, Odder og Horsens. Med udvidelse af endnu en afdeling i Vejle, når den samlede medarbejderstab op over 250 medarbejdere.
– De er en seriøs og dygtig samarbejdspartner, der med hårdt arbejde har opbygget en stor kundeportefølje, som i dag beskæftiger omkring 60 ansatte. Sammen står vi nu endnu stærkere i den daglige servicering af erhvervskunder, boligforeninger og forsikringsselskaber, siger adm. direktør og ejer af Bytømreren A/S, Simon Jæger, i pressemeddelelsen.
De daglige forretningsgange fortsætter
Ejerskiftet i Artusbyg vil ikke kunne mærkes i det daglige. De hidtidige ejere, Bent Olsen og Jesper Jensen, har fortsat ansvaret for alle aktiviteter i afdelingen, og firmaets logo vil fortsat pryde facaden på Islandsvej i Vejle.
Bytømreren vil sammen med Artusbyg optimere sagsgennemgange for at stå stærkere i servicesegmentet med ydelser indenfor flere fagområder. Hermed kan forsikringskunderne betjenes fra flere lokale aktører, lyder der forklarende fra Bytømreren.
Sammenspillet mellem de to firmaer skal også skabe nye forretningsmæssige muligheder.
– Hos Artusbyg har vi mange års erfaring indenfor serviceopgaver, herunder tømrer- og mureropgaver. Bytømreren har megen erfaring indenfor byggebranchen med fokus på større entrepriseopgaver og samarbejde med blandt andet de største boligforeninger, forsikringsselskaber og erhvervsvirksomheder, forklarer Bent Olsen, som forventer at kunne drage nytte af Bytømrerens erfarne bygge- og projektledere samt generelle kompetencer og brancheerfaring.
mio. kr. | 2019/20 | 2018/19 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 27,3 | 25,3 |
Driftsresultat | 5,0 | 3,1 |
Resultat før skat | 5,0 | 3,0 |
Årets resultat | 3,9 | 2,3 |
Aktiver | 19,0 | 13,4 |
Egenkapital | 7,5 | 4,9 |
Gns. antal ansatte | 57 | 56 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2020. |