23948sdkhjf

Byplanlæggere og borgmestre advarer mod ”skadelig” Lynetteholm

Visionerne om Lynetteholm, en kunstig ø på 282 hektar i indsejlingen til Københavns Havn med plads til 35.000 beboere, får kritik fra byplanlæggere såvel som borgmestre i hovedstadsområdets omegnskommuner.

Det skriver TV 2 Lorry.

Mens borgmestrene frygter, at Lynetteholm vil føre til øget trafikstøj og manglende udvikling i deres områder, så peger byplanlæggerne på, at byggeriet af den enorme ø faktisk vil skade hovedstadsområdet som helhed.

- Vi risikerer at få en uhensigtsmæssig byudvikling i hovedstadsområdet, og vi risikerer at få lagt nogle meget store investeringer nogle forkerte steder, og så risikerer vi at få lavet nogle store infrastrukturanlæg til Lynetteholm, som vi måske ikke får brug for, siger Peer Frank, der er formand for Foreningen af Byplanlæggere, til TV2 Lorry.

I et høringssvar har foreningen anbefalet, at man dropper alle tanker om Lynetteholm, indtil man har lavet grundige analyser af mulige alternative udviklingssteder i nogle af de 33 andre kommuner i hovedstadsområdet. Nogenlunde samme konklusion kommer i et høringssvar fra Foreningen af ældre Byplanlæggere.

- Lynetteholm er en dårlig måde at løse et reelt problem på, for man fokuserer alt for ensidigt på Københavns Kommune uden at tage hensyn til resten af hovedstadsregionen, siger Hans Thor Andersen.

Udover at være medlem af Foreningen af ældre Byplanlæggere er han også er forskningschef for Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet.

Begge påpeger, at opførelsen af Lynetteholm for eksempel kan være skadeligt for byudviklingen langs den kommende letbane, der skal gå langs kommunerne vest for København. 

Byplanlæggernes kritik deles af flere borgmestre uden for København, der også tidligere i et læserbrev i Politiken har givet udtryk for, at de føler sig forbigået.

- Vestegnens borgere vil blive tabere, ja faktisk vil hele omegnens borgere blive tabere, hvis Københavns store ambitioner med Lynetteholm bliver indfriet, siger Henrik Rasmussen (K), borgmester i Vallensbæk Kommune, til TV 2 Lorry.

Minister afviser at forholde sig til kritikken 

Det forventes, at et flertal i Folketinget i løbet af foråret vil vedtage en anlægslov, der gør det muligt for udviklingsselskabet By & Havn at starte megaprojektet til september.

Det er transportminister Benny Engelbrecht (S), der skal forsøge at lande en aftale om en anlægslov for Lynetteholm. Men ministeren vil ikke forholde sig til byplanlæggernes kritik eller diskutere, hvad der skal bygges på øen, og hvad det må medføre af konsekvenser. For det, folketingspolitikerne nu skal tage stilling til, er udelukkende anlæggelsen af selve øen, og ikke det der senere skal bygges på den.

Anlæggelsen af Lynetteholm vil kunne begynde til september i år, og den første del af øen vil kunne komme i brug i 2035, mens hele øen først vil stå færdig omkring år 2070.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111