23948sdkhjf

Aalborg annullerer udbud af 15.500 kvm skoleprojekt

Udbuddet af Børne- og Ungeuniverset på Stigsborg i Nørresundby er sket efter en ikke-lovlig udbudsmodel, hvorfor udbuddet bliver startet på ny, oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse om det 15.600 kvm store skole- og institutionsbyggeri. 

– Vi har valgt at annullere det igangværende udbud, inden processen er kørt længere, da vi naturligvis vil være sikre på, at byggeriet foregår udbudsmæssigt korrekt, siger Jakob Ryttersgaard, direktør i Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune, i meddelelsen. 

– Derfor genstarter vi nu udbudsprocessen med prækvalifikation af tilbudsgivere, fortsætter han. 

Fem i kamp om totalentreprisen

Udbuddet af Børne- og ungeuniverset var så langt fremme, at fem totalentreprisehold var prækvalificeret og arbejdede på endelige projekter.

Bedømmelse og forhandling skulle være sket i foråret 2021 og kontrakten med totalentreprenøren underskrevet inden sommerferien 2021.

  • MT Højgaard med Arkitema Architects og ingeniørfirmaet Søren Jensen 
  • Per Aarsleff med Cebra, Rasmusrasmus, Oluf Jørgensen, Kragh & Berglund Landskabsarkitekter og Istak 
  • NCC Construction Danmark med Friis & Molkte, Nøhr & Sisgaard Arkitektfirma, Cowi og Lytt Architecture 
  • A Enggaard med Arkitektfirmaet Kjær & Richter, Arne Elkjær Rådgivende Ingeniører, Ekolab Rådgivende ingeniører, Arkplan Byplan- og Landskabsarkitekter, Rosan Bosh Studio og Hauxner Aps Bystrategisk Rådgivning 
  • Casa med C. F. Møller, EKJ Rådgivende Ingeniører, Rum & Adfærd og Upcycling Forum 

Baggrunden for at genstarte udbuddet handler om, at den valgte udbudsmodel ikke lovligt kan gennemføres, og at det herudover fremstår uklart, om udbuddet bliver gennemført som en projektkonkurrence eller som et udbud af en totalentreprisekontrakt. Derfor bliver udbuddet startet på ny, og alene lavet som en totalentreprise. 

Det medfører, at tidsplanen for projektet forventeligt bliver rykket fire-seks måneder, således at byggeriet af Børne- og Ungeuniverset forventes færdiggjort ultimo 2024. 

Arbejdet med at tilrettelægge et nyt udbud starter op umiddelbart efter påske, så et nyt udbud kan gå i gang hurtigst muligt. 

– Vi oplever en stor interesse for byggeriet, og vi håber, at tilbudsgiverne ønsker at deltage i det nye udbud. Det er drønærgerligt, at vi nu må genstarte processen, siger Jakob Ryttersgaard.

Alt i alt ventes projektet at løbe op i 385 mio.kr. For entreprenørudgiften er målet 285 mio. kr.  

Fakta: Børne- og Ungeuniverset

Børne- og Ungeuniverset bliver placeret ved den kommende Stigspark og Limfjorden i Nørresundby. Det skal fungere som en dynamo på Stigsborg Havnefront, et bydelshus, som både kan bruges af børn og unge, personale og lokalsamfundets forenings- og kulturliv. 

- Børne- og Ungeuniverset kommer til at rumme 1000 skoleelever, 100 børnehavebørn og 60 vuggestuebørn

Byggefeltets grundareal: 6.200 kvm plus udearealer i park

Byggeret etageareal: 15.600 kvm

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098