23948sdkhjf

’Perlekæde’ skal styrke det centrale Aarhus

De nedslidte arealer ved Ny Banegårdsgade og rutebilstationen skal omdannes til et tæt og varieret bykvarter med ny busterminal og en udvidelse af bycentret Bruuns Galleri.
Tirsdag dag blev det offentliggjort, at forslaget ”Perlekæden” fra planlægningsteamet Cobe, Transform, Rambøll, Søren Jensen og ICP skal danne grundlag for en helhedsplan for omdannelsen.

Som perler på en snor skal nye og eksisterende bygninger af forskellig form og størrelse omkranse det område, hvor en ny busterminal sammen med en udvidelse af Bruuns Galleri skal tilføre Aarhus centrum et nyt, attraktivt byrum.

Lars Bendrup, indehaver og arkitekt hos Transform, fortæller om projektet:

- Vi er meget stolte af at have vundet konkurrencen om en Ny Helhedsplan ved Ny Banegårdsgade i vores hjemby Aarhus. Det er en ambitiøs opgave på et centralt og yderst vigtigt sted i byens centrum. Med projektet vil vi i fremtiden binde byen sammen, skabe grobund for etablering af nye virksomheder og gøre Aarhus til en endnu mere attraktiv by at bo og arbejde i. Nu glæder vi os til det fremtidige samarbejde med vores bygherrer.

Nyt liv til området
Helhedsplanen udarbejdes i fællesskab af de to grundejere, Aarhus Kommune og DSB Ejendomsudvikling, i samarbejde med Steen & Strøm Danmark, som ejer Bruuns Galleri.

Den rådgivende komité fremhæver blandt andet, at forslaget åbner for et oplevelsesrigt sammenspil mellem arkitektur, trafik og detailhandel. Derudover fremhæves projektet for sin fleksibilitet og robusthed over for en omdannelse, som vil ske i etaper og over tid.

Fra borgmester Jacob Bundsgaard lyder det om projektet:

- Perlekæden indfanger på bedste vis områdets dynamik og giver det helt nyt liv. Det nye grundlag for en helhedsplan for Ny Banegårdsgade og Rutebilstationen er et smukt eksempel på den positive udvikling, Aarhus er inde i. Det løfter de kvaliteter, vi allerede kender og holder af; et Aarhus, der både er international og intim, hypermoderne og hyggelig.

Trafikknudepunkt og smuk velkomst
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, lægger vægt på, at forslaget både indeholder en ny busterminal i direkte tilknytning til banegården og et stoppested for den kommende letbane. Begge elementer vil forbedre de rejsendes vilkår og styrke stedet som trafikknudepunkt.

- Samtidig formår teamet at gøre busterminalen til noget ganske særligt via en original, arkitektonisk udformning, inspireret af en spejlsal. Det vil give stedet en helt særlig identitet og blive en smuk velkomst til Aarhus, siger han.

Adm. direktør Steen Ø. Schmidt fra DSB Ejendomsudvikling supplerer:

- Både banegården og Bruuns Galleri vil få fordele af, at den kollektive trafik og detailhandel bliver integreret, og i DSB venter man, at udviklingen af området på sigt vil få flere til at vælge toget. Nu er de sidste byggegrunde på centralværkstedsområdet ved at være udbygget eller disponeret, og så glæder det mig også, at vi nu får igangsat omdannelsen af de sidste arealer, som var omfattet af Kommunens og DSB’s aftale fra 1992. Udviklingen kommer belejligt for os, fordi busgarager og værksteder netop er blevet rømmet, så nu er der plads til ny byudvikling.

Udviklingsdirektør Karen Nielsen fra Steen & Strøm ser også spændende perspektiver for detailhandelen i forslaget:

- Forslaget har forstået nødvendigheden af at skabe tætte forbindelser mellem Banegården, Bruuns Galleri og busterminalen. Projektets overordnede struktur danner en god base for den ønskede udvidelse af Bruuns Galleri og giver mulighed for også at supplere med anden form for detailhandel. Samtidig giver forslaget mulighed for at skabe et spændende byliv i området med både forretninger, kulturelle aktiviteter og rekreative områder, så stedet henvender sig til mange mennesker på forskellige tidspunkter af døgnet.



Fire kvalificerede forslag kan nærstuderes
De fire teams har udarbejdet deres forslag som et såkaldt parallelopdrag, hvilket betyder, at også elementer fra de øvrige tre forslag kan tages med i det videre arbejde mod en endelig helhedsplan.

Bedømmelseskomitéen understreger, at alle fire forslag er meget kvalificerede og forestiller sig bl.a., at elementer fra de øvrige forslag vedr. begrønning af banegraven og en byhave på toppen af Bruuns Galleri kan indgå i det videre arbejde.

Interesserede kan nærstudere ”Perlekæden” og de tre øvrige teams’ forslag på en udstilling på Aarhus Rådhus i perioden fra den 19. marts til den 30. marts 2012.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11