Lokale håndværkere skal samles i klynger
Mindre håndværksvirksomheder i Ringkøbing-Skjern Kommune kan få ekstra omsætning på 100 mio. kroner fra energioptimering af boliger.
Erfaringerne fra de første projekter viser, at det kan give omkring 100 millioner kroner ekstra i omsætning til de lokale håndværkere, og dermed sætte gang i beskæftigelsen.
Men indtil nu har det knebet med for alvor at få gang i renoveringerne, fordi der ofte er der tale om sammensatte projekter, der kan kræve både elektriker, VVS-er, isolatør, entreprenør og så videre. Det kan virke uoverskueligt for husejerne.
Samarbejde kan slå hul på bylden
Derfor opfordrer Ringkøbing-Skjern Kommune sammen med energiselskabet Scanenergi nu håndværkerne til at danne grupper – såkaldte klynger – på tværs af virksomhederne, så håndværkerne lærer at arbejde sammen om opgaverne, og boligejerne kun skal henvende sig ét sted.
- I dag skal husejeren snakke med fire-fem forskellige håndværkere, som har hver deres svar. Nu samler vi dem i grupper, og det gør kontakten for boligejerne meget enklere, så de hurtigere kan komme i gang, siger sekretariatsleder Henning Donslund fra Ringkøbing-Skjern Kommunes Energisekretariat.
Startskuddet går på et møde for alle håndværkerne i kommunen den 14. marts. For kommunen er fordelene både at komme nærmere målet med at være selvforsynede med vedvarende energi i 2020 og at øge beskæftigelsen her og nu.
Gode erfaringer
Modellen er allerede prøvet af på energioptimering af fem boliger. En af de lokale håndværkere, der har været med i en håndværksgruppe i prøvefasen, er direktør Kenneth Kristensen fra B & V Kristensen A/S:
- Det her initiativ er rigtig positivt. Udfordringen for os er at vi skal have tillid til hinanden i gruppen, og til at den, der er kontaktpunkt til husejeren, ikke løber med en større del af opgaven selv, end det var husejerens mening fra starten. Til gengæld får vi gang i langt flere projekter ved at gøre det enkelt og trygt for husejeren, siger Kenneth Kristensen.
Opfølgning og kontrol
Inden arbejdet går i gang får husejerne en energirapport fra Scanenergi, der viser, hvad der skal laves, og hvor stor gevinsten er. Derefter kan de vælge fra listen af håndværkere, der alle er godkendte og uddannede i at arbejde sammen om projekterne. I gennemsnit investerer husejeren ca. 100.000 kroner, der går til håndværkere og materialer.
- Vi garanterer, at håndværkerne har lært at arbejde efter energirapporterne og klyngemodellen, hvor der som udgangspunkt kun er én person, husejerne behøver kontakte. Vi følger også op på at projektet er gennemført på den rigtige måde, så husejeren får den forventede besparelse, siger forretningsudvikler Rasmus Martens Jakobsen fra Scanenergi A/S.
For at få det blå stempel skal håndværksvirksomhederne deltage i et kort uddannelsesprogram og indgå i faste klynger med andre håndværkere. Virksomhederne betaler et årligt gebyr på mellem 3 og 5.000 kroner for at være med, der dækker uddannelse og markedsføring.