23948sdkhjf

Fik først afslag: Byggeri af BIG-kontor er startet

Bjarke Ingels Group (BIG), der er startet af stjernearkitekten Bjarke Ingels, har netop startet byggeriet af sit nye hovedkontor i Nordhavn. Arkitekterne havde ellers først fået et afslag på Byggeriet af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg i starten af 2019. Begrundelsen var, at det var for "grimt" og ikke grønt nok. Det skriver TV2 Lorry. 

Nu fremgår det dog af By & Havns hjemmeside samt en byggevarsling, som er udsendt i området omkring byggeriet, at BIG's nye hovedkontor alligevel bliver til noget. 

BIG's nye hovedkontor skal ligge på Sundkaj i Nordhavn ved indsejlingen til Københavns Havn, og kommer ifølge TV2 Lorry til at blive 27 meter højt med 7 etager over havnekanten. 

Tilbage til tegnebrættet

Det vakte ellers ifølge mediet opsigt, da medlemmerne i Teknik- og Miljøudvalg sagde nej til den kendte arkitekts tegninger af det nye kontor, og der blev i korte træk meldt ud fra Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Konservative og Alternativet, at bygningen ikke var pæn nok eller tilstrækkelig klimavenlig. 

Så måtte BIG tilbage til tegnebrættet og de kom op med et revideret forslag med nogle ændringer bestående af blandt andet grøn beplantning af facaden og området foran kontoret. Det fik de tidligere skeptiske partier til at skifte mening, og derfor kunne byggearbejdet startes d. 8 marts. 

"Rå og rummelig ramme"

Hovedkontoret vil ifølge arkitekterne selv danne en rå og rummelig ramme for de ansatte og opfylde de sociale, miljømæssige og økonomiske kriterier for DGNB Guld. Det oplyste de i en pressemeddelelse i forbindelse med godkendelsen af de nye tegninger med ændringerne i 2019. 

- Det nye BIG HQ søger at skabe et samlet og sammenhængende arbejdsmiljø for samtlige arkitekter, ingeniører og designere fri for traditionelle visuelle og fysiske forhindringer som etage skel og bygningskerner. Ved at overlappe halve etager ind over hinanden, skaber BIG en kaskade af sammenhængende etageplaner og en kompleks rummelig oplevelse fra stuen til 7. sal. De forskudte etager bæres af 20 meter lange pladsstøbte facadebjælker, der stables ovenpå hinanden og samtidig genererer husets skakternede facadeudtryk, der skifter mellem lukkede felter af betonkonstruktioner og transparente felter af glas, skrev virksomheden dengang.

Videre hedder det, at alle arbejdspladserne indgår i ét stort, åbent område badet i dagslys, naturlig ventilation og med adgang og udsigt til by og hav på samtlige etager.

- Bygningen er desuden intelligent organiseret i forhold til verdenshjørner og solindfald, så køling af bygningen helt undgås. En sammenhængende, 140 m lang spiral af grønne terrasser snor sig langs facaden hele vejen rundt om bygningen, og har en dobbeltfunktion som en udvendig flugtvejstrappe. Alle etager har adgang til terrasserne og følger man spiralen til toppen, finder man taghaven med 360 graders udsigt over havnen, skrev BIG i en pressemeddelelse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141