23948sdkhjf

MT Højgaard vinder bygge- og renoveringsopgaver for 2,2 milliarder

Artiklen er opdateret med citat fra direktør i MT Højgaard Danmark, Carsten Lund
Artiklen er opdateret med citater fra Peter Kaas Hammer, adm. direktør i Kemp & Lauritzen

Over de kommende år samler Region Hovedstadens Center for Ejendomme bygge- og renoveringsopgaver for op imod 2,2 mia. kr. hos ét fireårigt strategisk partnerhold: MT Højgaard, Kemp & Lauritzen, Link Arkitektur og Rambøll.

Det skriver regionen i en pressemeddelelse onsdag.

Aftalen kommer i en tid, hvor byggeområdet er i rivende udvikling i Region Hovedstaden. Flere nye hospitaler er på vej, og der investeres over syv mia. kr. i at renovere og energioptimere regionens bygninger frem mod 2029.

Årligt har regionen mere end 400 bygge- og renoveringsopgaver.

Over for Licitationen - Byggeriets Dagblad har regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) tidligere fremhævet, at håbet med et strategisk partnerskab er at få mere byggeri for pengene, at flere projekter leveres til tiden og i den rette kvalitet, og at der bruges færre penge på advokatbistand.

Pointer, hun gentager i den udsendte pressemeddelelse:

- Vi er optaget af at få mere sundhed for pengene, og det gælder også, når vi snakker byggeri og renovering. Sammen med den strategiske partner søger vi derfor at dyrke det langvarige samarbejde, så vi i stedet for konflikter og lange udbudsprocesser kan bruge mere krudt på det, det handler om – nemlig at få mest mulig kvalitet i hospitalsbyggerierne til gavn for borgerne.

Om valget af team MT Højgaard, siger direktør i Region Hovedstadens Center for Ejendomme, Mogens Kornbo:

- Der er masser af erfaring hos partnerne i teamet, der sammen har leveret et spændende tilbud. Med udbudsrammen for det strategiske partnerskab har vi ønsket at sætte en ny dagsorden og lagt op til en model, der bygger på langsigtede fælles interesser og mere på incitament end bod. Den tilgang til partnerskabet virker det til, at teamet oprigtigt både kan og vil købe ind på, og det tegner godt for de mange vigtige opgaver, vi står til at skulle løse i fællesskab.

Vinder foran to andre hold

Foruden team MT Højgaard har to øvrige været i spil.

Det gælder konsortiet Epravida bestående af Enemærke & Petersen, Bravida, Erik Arkitekter, Arkitektfirmaet HS, Niras og EKJ Rådgivning samt et hold bestående af GK Danmark, Hareskov Elektric, Curacon, Siemens, Kallesøe, H+ Arkitekter, Pro Ventilation og Sweco. 

I en selskabsmeddelelse beskriver MT Højgaard Holding, at det strategiske partnerskab ikke ændrer på forventningerne til 2021, "men vil yde et væsentligt bidrag til koncernens langsigtede, bæredygtige udvikling i de kommende år". 

Og i en nyhed på MT Højgaards hjemmeside lyder det fra direktør i MT Højgaard Danmark, Carsten Lund:

- Partnerskaber ligger MT Højgaard Danmark på sinde og er et vigtigt strategisk forretningsområde. Samarbejder som dette gør det muligt at bringe vores erfaringer om løsninger og byggeprocesser i spil på det helt rigtige tidspunkt. Med denne ordre får vi cementeret vores stærke kompetencer inden for samarbejdssager, og vi viser, hvor stærke vi er i renoveringssegmentet. Det er en god dag for os.  

Hos Kemp & Lauritzen glæder adm. direktør Peter Kaas Hammer sig over udsigten til en underskrift på det strategiske partnerskab med Region Hovedstaden.

- At den kompetenceportefølje, vi sammen med de øvrige dygtige samarbejdspartnere har budt ind med, er valgt til af regionen, er vi selvsagt glade for, siger han til Licitationen.

Han roser, at regionen har prioriteret et strategisk partnerskab. 

- Det er en god og nytænkende måde at byde de her ting ud på, fordi det øger dialogen om opgaveløsningen. På den her måde får regionen bedre løsninger, der leveres til rette tid og i rette kvalitet, og man undgår nemmere konflikter. 

Han fortsætter, at det strategiske partnerskab heller ikke får Kemp & Lauritzen til at skrue op for fremtidsforventningerne:

- Hvis ikke vi havde vundet denne, så skulle vi ud og vinde noget andet. 

- Det vigtige er, at når vi kigger ind i et forløb, der løber over flere år, så kan vi comitte de helt rigtige ressourcer i en enhed, og det skaber nogle stærke relationer, lyder det fra direktøren.

Kontrakt om 14 dage

Efter udbudsreglerne går der 14 dage, før rammeaftalen kan underskrives.

Herefter går arbejdet i partnerskabet for alvor i gang, hvor man blandt andet sammen skal til at kigge på nogle af de mere praktiske rammer for samarbejdet i hverdagen, og så skal de første projekter i partnerskabet startes op.

Fakta om modellen

Med et strategisk partnerskab har politikerne i Region Hovedstaden besluttet, at en lang række renoverings- og byggeopgaver samles og udbydes til én strategisk samarbejdspartner. Med fokus på det langsigtede samarbejde vil man videreføre erfaringerne fra projekt til projekt og på den måde forsøge at minimere konflikter og skabe mere kvalitet i byggeriet.

I Region Hovedstadens rammeaftale for strategisk partnerskab er der lagt op til, at regionen og partneren kan påtage sig opgaver indenfor planlægning, rådgivning, projektering og idriftsættelse af renoverings- og byggeprojekter til en samlet ramme på op imod 2,2 mia. kr. hen over en fireårig periode.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) har over for Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere oplyst, at inspiration er hentet hos Københavns Kommune, der udbød sine første strategiske partnerskaber i 2016 og netop har genudbudt et nyt, og de almene boligorganisationer KAB og fsb samt i udlandet. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079