23948sdkhjf

Søger mange nye medarbejdere: HTH vil massehyre til danske butikker

En kombination af regeringens hjælpepakker, mere hjemmearbejde og begrænsede muligheder for rejser og andre aktiviteter har øget danskernes iver efter at give hjemmet – og ikke mindst køkkenet – et løft. Det har sat skub i væksten i den danske køkkenbranche, og for at ride videre på vækstbølgen søger HTH nu efter mere end 50 nye medarbejdere til de danske butikker.

– Efter et ganske kortvarigt dyk i efterspørgslen lige da COVID-19 brød ud, så stak salget af, og siden har vi produceret flere køkkener end nogensinde. Nu skal vi fastholde det gode momentum, og derfor har vi et stort behov for at finde dygtige kandidater, der vil med på vækstrejsen, siger Jesper Gylling Olsen, direktør i HTH.

Kamp om de dygtigste

I 2020 blev der ansat over 150 nye medarbejdere i HTH-butikkerne for at følge med den øgede efterspørgsel, og nu indleder køkkenbrandet 2021 med at efterlyse mere end 50 nye medarbejdere alene i Danmark. Det er en udfordring medgiver ledelsen, men den gode stime kan og skal fortsætte:

– Vi har behov for at tiltrække de mest talentfulde medarbejdere, og det er en udfordrende opgave, som vi skal kæmpe for at løse. Men vi har branchens nok allerbedste uddannelsesforløb både for trainees og køkkeneksperter, så vi tror på egne evner og at vi står en tand bedre end konkurrenterne, siger Jesper Gylling Olsen og uddyber:

– Som en af de største aktører kan vi tilbyde vores nye medarbejdere en helt anden individuel udvikling i HTH-regi. Ofte ser vi, at vores køkkeneksperter starter i Danmark og dernæst fortsætter karrieren på et af vores eksportmarkeder.

Udvider i Europa

Ud over Danmark har HTH i dag butikker i Sverige, Norge, Island, Finland og på Færøerne. For at vinde yderligere markedsandele planlægger den danske køkkenproducent en geografisk ekspansion i den kommende tid, hvor blandt andet Tyskland indgår i planen.

– Den vækst, vi har oplevet i 2020, fortsætter ikke automatisk i samme tempo i 2021 og 2022. For at fastholde momentum skal vi fortsat være toneangivende i Skandinavien, og samtidig skal vi vinde nye markedsandele. I første omgang kigger vi mod Tyskland, siger Jesper Gylling Olsen.

I alt har Nobia Danmark, som ejer HTH, cirka 1300 ansatte, og heraf arbejder de 530 på fabrikken i Ølgod, hvor der i 2020 blev produceret næsten 100.000 køkkener.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084