23948sdkhjf

NCC skal opføre nordjysk skolecenter til 150 millioner

Det bliver NCC, der skal opføre Skolecenter Jetsmark i en hovedentreprise. Dermed får de tre nordjyske byer: Moseby, Kaas og Pandrup i Jammerbugt Kommune en ny skole, som også kommer til at fungere som kulturcenter for de øvrige beboere i området. Det oplyser entreprenørselskabet i en pressemeddelelse.

Skolens bruttoareal bliver cirka 8.500 kvm. Det samlede budget er på 152 mio. kr. NCC’s andel er på 117 mio. kr. 

Valget stod mellem fem tilbud, forklarer borgmester i Jammerbugt Mogens Christen Gade, i pressemeddelelsen:

- Vi har vurderet, at de er bedst til at løse opgaven. Samtidig var deres bud det laveste blandt tilbudsgiverne.

Skolecenter Jetsmark skal opføres som en tresporet skole fra 0-9 klasse med integreret SFO og plads til førskoleelever fra 1. april til 1. august. Idræt og bevægelse foregår i det nærliggende Jetsmark Idrætscenter. Der forventes maksimalt 200 børn indskrevet i SFO hvert år.  

Et lærings- og kulturcenter for hele området

Skolen kommer til at være et lærings- og kulturcenter for byerne i Jetsmark: Pandrup, Kaas og Moseby, og bliver et vartegn for området. 

Ud over at være et arkitektonisk markant og identitetsskabende byggeri med elevernes læring, trivsel og dannelse, skal byggeriet understøtte skolen som en attraktiv arbejdsplads og fungere i samspil med lokalsamfundet som en aktiv medspiller i skolens hverdag, lyder beskrivelsen.

Skolen vil danne optimale rammer for de forskellige aktiviteter og arrangementer i løbet af skolens undervisning. Oveni får det lokale kultur- og foreningsliv også gavn af den nye skoles faciliteter. Derfor bygger Jammerbugt Kommune en fleksibel og multianvendelig skole, så både ude- og indearealer kan anvendes til så mange formål som muligt. 

Byggeriet begynder i slutningen af marts 2021 og forventes afsluttet til indflytning i august 2023. 

NCC har tidligere opført Aabybro Skole for Jammerbugt Kommune.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125