’Timeout’ på stort Aarhus-byggeri
Aarhus Universitet sætter nu byggeriet af et 20 etagers højhus i bero. Der er behov for at få en række eksterne forudsætninger er på plads, oplyser prorektor.
Universitetsledelsen tager nu en timeout i byggeriet for at få afklaret spørgsmål hos de eksterne samarbejdspartnere.
Prorektor Søren E. Frandsen oplyser via universitets hjemmeside, at der blandt andet er brug for at få prisen for grunden samt finansieringsmodellen for byggeriet på plads. Desuden er der behov for at få afklaret, hvordan byggeriet kan hænge sammen med universitetets ønske om at overtage det tidligere Århus Kommunehospitals arealer og bygninger.
- Vi har vores del på plads, men vi har brug for at få afklaret en række mere formelle procedurer, som så stort et byggeri naturligvis har. Det samarbejder vi med Uddannelsesministeriet, Bygningsstyrelsen og Region Midtjylland om, forklarer Søren E. Frandsen.
Videre hurtigst muligt
Selvom beslutningen kan forsinke det endelige byggeri, understreger Søren E. Frandsen, at intet af det hidtidige arbejde er spildt.
- Vi er klar til at træde på speederen igen, så snart de eksterne aftaler er afklaret, og vi vil forsøge at få dem på plads så hurtigt muligt, siger prorektoren.
Han forsikrer, at der ikke vil gå lang tid, før bestyrelsen kan se det samlede projekt igen og sende højhuset ud i en international arkitektkonkurrence.