23948sdkhjf

Byggecenterkæde: Vores chauffører er vigtigere end nogensinde

Investeringer i de nye lastbiler følger i kølvandet på ekspansionen til alle landsdele, som den sønderjyske tømmerhandel satte i gang med opkøbet af Optimera-kæden i slutningen af 2019.

Davidsens Tømmerhandel investerer stort i at udbygge lastbilflåden og uddanne flere egne chauffører. Det sker for at opnå fuld kontrol med hele kæden ud til landets byggepladser og selvbyggere og derved sikre fortsat hurtige leveringer. Samtidig er veluddannede chauffører en vigtig del af den landsdækkende kædes ambition om god og nærværende kundeservice.

Gennem de seneste måneder er 14 nye, gule Davidsen-lastbiler trillet ud på vejene fra den familieejede virksomhed, som har 22 tømmerhandler på tværs af landet. Senest i Københavnsområdet og Aalborg, hvor nye, egne chauffører og otte lastbiler er blevet indsat for at styrke Davidsens logistik og sikre kvalitet og hurtig levering til kunderne.

– I forhold til vores strategi om at brede Davidsen ud til professionelle og selvbyggere i hele landet giver flådeinvesteringerne rigtig god mening. Samtidig ser vi ind i et marked, hvor stadig hurtigere og nemmere bestilling og levering af byggematerialer er essentielt. Med udbygningen af vores vognpark kan vi i endnu højere grad imødekomme kundernes ønsker om korte leveringstider, siger Henrik Clausen, adm. direktør i Davidsens Tømmerhandel.

Vigtige ambassadører

Han peger på, at virksomhedens chauffører i dag er vigtigere end nogensinde.

– I en verden, hvor flere og flere bestillinger sker online, er de tit vores ansigt over for kunderne og en vigtig ambassadør, som kan være med til at gøre en afgørende forskel. Så også i det lys opnår vi nogle fordele ved at tage kontrollen med hele kæden og styrke sidste led i logistikopgaven, lyder det.

Med indkøbet af de 14 nye Volvo-lastbiler råder Davidsens Tømmerhandel over en flåde på 50 af de letgenkendelige, gule lastbiler. Investeringerne i de nye lastbiler følger i kølvandet på ekspansionen til alle landsdele, som den sønderjyske tømmerhandel satte i gang med opkøbet af Optimera-kæden i slutningen af 2019.

Ifølge adm. direktør, Henrik Clausen, har Davidsens Tømmerhandel et mål om at hente flere erfarne chauffører til logistikindsatsen i takt med, at behovet for kapacitet som forventet vokser den kommende tid. Det kræver grundig uddannelse af alle nye medarbejdere, fastslår han.

– Davidsens Tømmerhandel har et godt navn hos vores kunder. Særligt vores nærvær og gode, fagkompetente service er noget, vi historisk har været dygtige til. Så i takt med, at forretningen vokser, og vi udbygger vores logistik, har vi en vigtig opgave med at sikre, at alle nye medarbejdere får Davidsen-ånden og vores kundesyn ind under huden fra dag ét.

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109