Entreprenørerne i gang på Brande Omfartsvej
Efter grundige forberedelser har Vejdirektoratet nu sat broentreprenøren i gang med at udbygge den første bro og den første tunnel på motortrafikvejen ved Brande.
Broen og tunnelen, der fører Thyregodvej og Dørslundvej over og under motortrafikvejen, skal udbygges først. Det betyder, at der vil være spærret for trafik fra onsdag den 22. februar ved Thyregodvej og forventeligt fra mandag den 27. februar ved Dørslundvej.
Vejdirektoratet forventer, at Dørslundvej og Thyregodvej vil være spærret et halvt år frem til august 2012. Broen ved Ejstrupholmvej vil være åben for trafik i hele perioden.
Broarbejdet her forventer Vejdirektoratet begynder til oktober 2012.
Gener minimeres
Projektleder i Vejdirektoratet Shahriar Honar glæder sig over, at broarbejdet nu begynder, men understreger samtidig, at Vejdirektoratet godt er klar over, at arbejdet giver gener for trafikanterne.
- Det er ikke sjovt at skulle køre ad omveje for at komme frem. Vi gør alt, hvad vi kan for at gøre generne så små som mulige. Vejdirektoratet vil sammen med broentreprenøren have fuldt fokus på trafikanternes situation, siger han.
Ud over gener for den krydsende lokaltrafik, skal trafikanterne på omfartsvejen også følge nedsatte hastighedsbegrænsninger.
Omkørsler for trafikanterne
Trafikanter, der normalt krydser motortrafikvejen ad Dørslundvej og Thyregodvej, skal i perioden køre ad omkørsler. De to kort herunder viser, hvilke ruter trafikanterne kan følge. Overordnet gælder det, at trafikanter på Dørslundvej kan benytte Ejstrupholmvej. Trafikanter på Thyregodvej kan benytte Nr. Egsgårdvej eller Ejstrupholmvej. Desuden er ramperne ved Ejstrupholmvej også åbne i perioden, så trafikken kan både komme af og på motortrafikvejen.
Fakta:
- Der skal forlænges otte broer og tunneler ved Brande Omfartsvej.
- Der er entreprenørvirksomheden Jorton A/S, der skal udføre arbejdet.
- Cowi har som Vejdirektoratets rådgivende ingeniør projekteret broer og tunneler.